Hvor går grænsen for inklusion?

Er du ordblind, har du ADHD eller talebesvær? Ryk direkte i specialskole. Sådan har automatsvaret været i mange år, men nu skal endnu flere inkluderes i den almene folkeskole. Men inklusion er ikke for alle, og adskillige børn risikerer at blive tabt, hvis de presses ind i folkeskolen, lyder kritikken.

10-årige Thomas er i biografen sammen med voksne pædagoger og lærere fra dagbehandlingsskolen Isbryderen på Amager. Men Thomas har svært ved at være sammen med andre mennesker. Han har angst, og inde i biografsalen begynder det at gå galt for ham. Han kan ikke holde ud at være inde i salen med de andre, og angsten begynder at overmande ham. Midt mellem stolerækkerne får han et angstanfald, hvor han er til fare for sig selv og omgivelserne. Thomas er et opdigtet navn, men det er historien ikke. Og den er, ifølge skoleleder Jørgen Hindsberg fra det private dagbehandlingstilbud Isbryderen, blot et banalt eksempel på, at nogle børn simpelthen ikke kan fungere i en folkeskoleklasse, og at inklusion ikke er for alle.

”Jeg oplever debatten om inklusion i medierne være entydig positiv. Jeg støtter op om inklusion for de børn, der kan. Men der er i høj grad behov for at fortælle, at langt fra alle børn kan inkluderes i den almene folkeskole. Nogle børn har så specielle behov, at de ikke kan være en del af folkeskolen og have gavn af det. Det er naivt at forestille sig, at alle børn skal inkluderes i den almene folkeskole,” siger Jørgen Hindsberg.

Jørgen Hindsberg oplever, at politikere og forvaltninger ønsker at inkludere børn i den almene folkeskole, der langt fra vil have gavn af at starte i en almindelig klasse med mange elever. Også selv om kommunerne på papiret anerkender, at der er børn, som har det bedst i specialtilbud. Konsekvensen er, at børn med svære diagnoser presses ind i folkeskolen, og dermed risikerer vi at tabe dem på gulvet. Det vil være en ubærlig situation, forklarer han.

”Vi har elever på vores skole, der – før de kom på Isbryderen – ikke har været i skole i to år, fordi de har ligget under dynen med angst og psykoser. Når vi har fået dem på ret køl igen, er de altså ikke parate til at blive sluset tilbage i folkeskolen med det samme. I øjeblikket oplever vi ofte ( juni 2012) at måtte kæmpe for, at børnene ikke skal sendes ud i en folkeskole, før de er klar til det. Det siger mig, at inklusionen er gået for vidt,” siger Jørgen Hindsberg.

FLYDENDE GRÆNSE

Bo Ertmann er leder af Teori- og Metodecenteret på UCC, og han er varm fortaler for inklusion. Men han anerkender, at det er svært at finde den gyldne målestok for, hvornår inklusion går for vidt og børn, der burde være i specialtilbud, sendes i en almen folkeskole.

”Det kommunale landskab er meget broget, og hvor nogle kommuner har indrettet sig hensigtsmæssigt i forhold til inklusion, halter det andre steder. Folkeskolen er under et voldsomt forventningspres for, at inklusion skal lykkes, men man bliver nødt til at stille spørgsmålet, om der er grænser for inklusion. Der findes ikke noget klart svar, men den gruppe af børn, der ikke med fornøden støtte og lokalforankret ekspertise ville kunne inkluderes i den almene folkeskole, er ikke særlig stor. Men den findes naturligvis,” siger Bo Ertmann.

Jørgen Hindsberg vurderer, at der findes omkring 500 børn i Storkøbenhavn, som i øjeblikket er i specialtilbud (juni 2012). Det drejer sig ofte om børn og unge med særlige psykiske problemer, særlige sociale problemer eller en blanding af begge dele.

”Jeg anerkender, at inklusion kan have en positiv effekt for en del børn, som er i gråzonen mellem almen folkeskole og specialtilbud. De børn, som kan rummes i folkeskolen, skal også gå i en folkeskole, hvis de får den rette støtte. Men sorteringen er blevet hård inden for de senere år. Hvis du er mentalt retarderet og skal lære alfabetet forfra hver dag, så føler du dig altså ikke hjemme i en 8. klasse,” siger han.

RISIKERER BOOMERANG

Jørgen Hindsberg står ikke alene med sin bekymring. En netop offentliggjort undersøgelse ( juni 2012) fra UCC viser, at også lærere er bekymrede for, om der på sigt vil blive sendt elever ind i den almene folkeskole, som ikke er parate. Grundlæggende viser undersøgelsen, at det går godt med inklusion i den pågældende kommune, men der udtrykkes bekymring for, om folkeskolen har nået et mæthedspunkt i forhold til antallet af børn med særlige behov, og om ressourcerne også i det lange løb vil blive brugt på de børn, som bliver udsluset til almenområdet. Bo Ertmann har været med til at
lave undersøgelsen, der er foretaget i Lyngby-Taarbæk Kommune. Han udtrykker på baggrund af undersøgelsen og samtaler med blandt andet PPR-psykologer bekymring over, om der er ressourcer nok til de elever, der skal indsluses i den almene folkeskole. Budgetterne bliver lagt ud til de enkelte skoleledere, og hvis de ikke er opmærksomme på de enkelte elevers behov, risikerer ressourcerne at forsvinde i systemet, fortæller han. Derfor bliver det en vigtig kommunal opgave at følge op på de inkluderede børn for at sikre, at de trives og profiterer af at være i almensystemet.

”Vi ønsker ikke, at inklusionsbestræbelserne bliver en boomerang, så børn, der ikke trives i folkeskolerne, vender tilbage til specialsystemet,” siger Bo Ertmann.

Derfor bør man lave langsigtede støtteforanstaltninger for de børn, der skal inkluderes. Men ifølge Jørgen Hindsberg findes der ikke noget quick fix, der kan opgradere lærerne fagligt til at håndtere børn med svære diagnoser.

”Flere af de børn, vi har på Isbryderen, har op til fire-fem diagnoser, og det kan være kompliceret at strukturere deres dagligdag. Vi har gennem årene opbygget en faglig ekspertise i at håndtere disse børn, og jeg oplever det egentlig nedladende, når man tror, at folkeskolelærere kan blive klædt på til at arbejde med børn med flere diagnoser ved blot at give dem et lynkursus og en folder,” siger Jørgen Hindsberg.

Derfor forholder han sig skeptisk over for at mødes med lærerkollegier for at fortælle om, hvordan man arbejder med børn med diagnoser som ADHD og Aspergers Syndrom.

”Jeg giver gerne gode råd om, hvordan man håndterer elever, der har det svært. Det har jeg gjort mange gange, men jeg synes simpelthen ikke, det er seriøst, hvis jeg skal holde et foredrag på en time om en diagnose, og det bagefter forventes, at læreren er klar til at gå ind i sin klasse og inkludere børn med eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse. Der skal langt mere til at ruste lærerne end det,” siger han.

Kritikken kommer ikke bag på Bo Ertmann. Siden kommunalreformen blev gennemført i 2007, er flere specialtilbud blevet nedlagt, og det har medført, at fagmiljøer er blevet spredt, og der har fundet et decideret videntab sted.

”Vi har med konkrete børneskæbner at gøre, så det er naturligvis nødvendigt, at fagligheden følger med børnene, når de inkluderes i folkeskolen. Der findes flere muligheder for at flytte specialviden ud i de almene folkeskoler, hvis man indretter sig fleksibelt. Kommunerne skal blive bedre til at stille specialviden til rådighed for de enkelte skoler, så den faglige ekspertise og viden kan blive spredt til større områder. Det har vi for eksempel set i Vejle Kommune, hvor kommunen stiller specialkonsulenter til rådighed for almensystemet,” siger Bo Ertmann.

PÅ RETTE SPOR

Det er ikke overraskende, at det er en stor opgave for mange folkeskoler at omstille sig til at inkludere elever med eksempelvis opmærksomhedsforstyrrelser. Det mener Ida Kornerup, som er lektor og ph.d. på UCC. Hun var allerede i 2006 med til at starte Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion på UCC. Selv om omstillingen til en inkluderende folkeskole er svær, er det ikke desto mindre en nødvendig omstilling. For al forskning viser, at hvis man som barn sendes i specialtilbud, har man langt sværere ved at få et voksenliv med arbejde, god livskvalitet og en følelse af at høre til fællesskabet.

”I ethvert samfund vil der være børn og voksne, der har brug for nogle andre typer fællesskaber, når vi snakker læring og udvikling. Men vi er nødt til se på, hvordan alle bliver inkluderet så meget, som
de kan, for det er en vision for os at minimere eksklusionen,” siger Ida Kornerup. Men man er også nødt til at være kritisk i forhold til arbejdet med inklusion, fortæller hun.

Det er blot tre år siden, man for alvor gik i gang med at arbejde med inklusion i folkeskolen. Et arbejde, som især den økonomiske dagsorden har været med til at skubbe i gang.

”Jeg kan godt blive bekymret for, om det går for hurtigt enkelte steder. Inklusion er forbundet med store udfordringer, og vi kan se, at flere af de strategier, der bliver udviklet i kommunerne, kræver kritisk stillingtagen. Inklusion er ikke bare ”bedre management”, hvor man skal blive dygtigere til at gøre det samme. Der skal også flere hænder til, og man skal arbejde med de fysiske rammer, så nogle elever eksempelvis arbejder i mindre grupper,” siger Ida Kornerup.

Hun opfordrer til, at nogle af de dogmer, der findes i skolesystemet, droppes til fordel for en meget mere fleksibel skoledag, hvor elever ikke nødvendigvis hele tiden er sammen med jævnaldrene med de samme interesser. I stedet skal de opdeles, så der bliver plads til mangfoldigheden i skolen.

”Vi skal tænke i miljøer, hvor vi kan gøre noget andet end det, vi gør i dag. Vi skal udnytte mangfoldigheden i stedet for at sætte børn sammen, der er ens. Det kræver, at lærerne har viden om, hvor forskellige børn er, og hvordan de skal håndteres,” siger Ida Kornerup.

Hun sammenligner processen med en supertanker, der skal vendes, for al erfaring viser, at det tager lang tid at omstille sig til at få børn, der tidligere var i specialtilbud, inkluderet i folkeskolen.

”Hvis vi vil et mere mangfoldigt samfund, er vi nødt til at tænke det anderledes. Men der vil til hver en tid være børn, der har brug for et særligt tilbud. Derfor er det vigtigt at sikre, at specialtilbuddene fortsat kan bevare høj specialfaglig viden til gavn for de børn, som enten i en kortere eller længere periode kan profitere af et specialtilbud. Men grundlæggende skal vi tage udgangspunkt i inklusion og minimere eksklusionen, så alle bliver inkluderet så meget, de kan,” siger Ida Kornerup.

Om Ida Kornerup

Ida Kornerup er:

  • Ph.d. og lektor hos UCC
  • Uddannet socialpædagog,cand.pæd. og ph.d. i uddannelsesforskning
  • Beskæftiger sig primært med daginstitutionsområdet og udvikling og organisering af inkluderende processer, ledelse og pædagogik.