Inklusion er inficeret af politik

Inklusion er blevet et politisk instrument til at opnå individuel læring og styrke samfundets konkurrenceevne. Dermed har pædagogikken mistet sit etiske fokus på at lære børn at rumme det, der er anderledes. Sådan lyder kritikken fra ph.d.-studerende Morten Timmermann Korsgaard.

Begrebet inklusion har ændret betydning. Det begyndte i 1980’erne som forskningens kritik af, at specialpædagogik fører til stigmatisering og en isolering af problemet i det enkelte menneske. Siden blev det en etisk og demokratisk kamp for et retfærdigt samfund, hvor alle havde ret til at tage del i fællesskaber.

Men i dag er inklusion fedtet ind i helt andre, politiske logikker, mener ph.d.-studerende Morten Timmermann Korsgaard fra UCC og Aarhus Universitet, DPU.

"Inklusionsbegrebet er i sin nuværende form blevet fremmed for det pædagogiske og har i stedet udviklet sig til et politisk, teknisk instrument med stor betydning for, hvordan vi forstår folkeskolen og dens fællesskab. Pædagogikken er blevet så styret af faglige mål og økonomiske incitamenter, at vi savner konkrete idéer til, hvordan vi kan lære af og leve med det, som er fremmed og anderledes end os selv," siger han.

Inklusion er i dag et ufravigeligt krav, og kun elever med et omfattende støttebehov kan få særlig undervisning og hjælp uden for folkeskolens almindelige klasser. Ifølge Morten Timmermann Korsgaard har den praksis ikke et pædagogisk, men et politisk sigte.

Læs også: Inklusion handler ikke om procenter

FAGLIGHED ER FORFEJLET MÅLESTOK

"Den politiske dagsorden for inklusion har bevæget sig fra at være knyttet til idealer om lighed og sammenhængskraft til et fokus på at optimere den enkelte elevs faglige udbytte og mulighed for at bidrage til samfundets vækst. Men det fjerner fokus fra skolens etiske og dannelsesmæssige dimensioner," siger han.

Dermed er inklusion ikke bare blevet politisk – faglighed er også gjort til en snæver målestok for, om inklusion lykkes.

"Vi har i Danmark en inklusionsstrategi, som antager, at økonomiske incitamenter kan være drivkraft i inklusion, og at faglige kriterier og karakterer kan vise, om børn er inkluderede. Folkeskolens formål om fx at mindske social ulighed måles i faglige resultater, og det bliver nogle bestemte læringsmål, som dømmer, om individet har nået sit mål eller ej. Man udskiller børn i kategorier ud fra deres faglige præstationer uden at lære af inklusionsforskningen, at kategoriseringer snarere fører til eksklusion og marginalisering," siger Morten Timmermann Korsgaard.

Læs også: Den garvede lærer: ”Dengang gik vi bare en tur eller lavede en emneuge"

SKARP ADSKILLELSE

Den individualiserede forståelse af inklusion går hånd i hånd med tidens logik om, at læring er individuel, og det har konsekvenser for skolens syn på fællesskaber.

"Når en skole har den enkeltes læring i centrum, flyttes fokus fra det, der er det fælles, til, hvad den enkelte får ud af det. Aktiviteterne eller genstanden for læringen – som kan være et digt, vikingetiden eller magnetisme - bliver reduceret til blot at være et objekt, læreren kan bruge til at evaluere eleven igennem," siger Morten Timmermann Korsgaard.

Han understreger, at han ikke har en trylleformular, der kan flytte inklusion i retning af et bredere fællesskab, men han mener, at blandt andre den tyske filosof Hannah Arendt kan inspirere:

"For Arendt er individualiteten slet ikke mulig uden fællesskabet. Ikke blot har vi brug for andre mennesker for at kunne komme til syne i verden, vi kan slet ikke tænke uden de andre. Samtidig taler hun for en skarp adskillelse mellem det pædagogiske og det politiske, fordi skolens og det pædagogiskes fællesskab skal være en slags øvelsesrum for politisk eksistens og netop derfor isoleret og beskyttet fra det egentligt politiske," siger han.

Læs også: Den unge lærer: ”Jeg er bekymret for inklusion, der ekskluderer"

AKTIVITETERNE TILBAGE I CENTRUM

Morten Timmermann Korsgaard foreslår derfor, at en inkluderende skole har aktiviteterne og ikke læringsudbyttet i centrum.

"Det er oprindelig sådan, skolen som institution er skabt og tænkt. Det handler om at lægge et emne på bordet, vende, dreje og undersøge det for at komme til en dybere forståelse. Det kræver, at vi åbner os for andre og træner vores dømmekraft og evne til at værdsætte forskellige perspektiver," siger han.

"Vi skal lære vores børn at leve med det, som er anderledes og fremmed. Vi er nødt til at acceptere, at det pædagogiske består af komplicerede processer, et grundlæggende etisk forhold mellem mennesker og et ønske om dannelse. Derfor er der også brug for et andet sprog om det pædagogiske end det statistiske og økonomiske, som dominerer i dag og tales igennem inklusionens logik," siger han.

Ifølge Morten Timmermann Korsgaard kan den enkelte praktiker ikke trække inklusionen ud af politikkens kløer. Vejen frem er politikere, der fra nu af ’holder snitterne væk’, så skolen befries fra i hvert fald nogle af de mål og strategier, der skal tilvejebringe inklusion – så lærere og pædagoger får rum til rent faktisk at arbejde inkluderende.

MORTEN TIMMERMANN KORSGAARD

Underviser på Læreruddannelsen Zahle, UCC, samt ph.d.- studerende ved UCC og DPU.
Skriver ph.d. om ’Inklusionsbegrebet og udviklingen af inkluderende læringsrum’ bl.a. med udgangspunkt i Hannah Arendts politiske og pædagogiske tænkning.
Er på vej med artikler til danske og udenlandske fagtidsskrifter i forbindelse med sit ph.d.-projekt.

Kontakt

motk@ucc.dk eller 4189 8624