Døve børn har stadig brug for tegnsprog

I dag får fire ud af fem døvfødte børn en CI-operation (Cochlear Implant), der giver børnene en kunstig hørelse. Men der er fortsat børn, der ikke får et optimalt udbytte af deres CI og derfor har brug for tegnsprog. I Sverige og Norge har de taget konsekvensen.

Et venindepar på 9-10 år skrår over skolegården. De fniser, skubber lidt til hinanden, men mister på intet tidspunkt øjenkontakten. For har de ikke den, kan de ikke kommunikere. Pigerne er begge døve og bruger tegnsprog. Den skolegård, de skubber hinanden rundt i, hører til Skolen på Kastelsvej på Østerbro i København, en af Danmarks eneste tilbageværende skoler med et tegnsprogsmiljø. En gang i 1980’erne var her hundredvis af børn på skolen, ligesom der var flere døveskoler andre steder i Danmark, hvor alle elever havde mulighed for tosproget undervisning i dansk tale og dansk tegnsprog.

I dag er der 21 elever tilbage på Skolen på Kastelsvej.

TEGNSPROG

Tegnsprog er et selvstændigt sprog med sin egen grammatik. Det udtrykkes visuelt med bevægelser, gestus og mimik. Det er en udbredt misforståelse, at dansk tegnsprog er et pædagogisk hjælpemiddel, som bruges til at sætte tegn på det talte sprog. Det er ikke internationalt. Alle tegnsprog i verden er forskellige fra hinanden. Dog er de ikke baseret på det talesprog, der bliver brugt i det omgivende miljø.

(Kilde: Danske Døves Landsforbund)

Danmarks døve- og tegnsprogskultur forandrer sig. I dag får fire ud af fem døvfødte børn tilbudt en CI-operation. Langt de fleste forældre vælger at tage imod operationen, ligesom en stor del af børnene starter i normale dagtilbud og i almindelige folkeskoler. Overalt i det offentlige system, oftest fra sundhedspersonalet, lyder samme besked: Brug ikke tegn eller tegnsprog til jeres barn. Ind imellem lyder beskeden ligefrem, at tegnsprog − og visuel kommunikation i det hele taget − skader den talesproglige udvikling.

Men det er en ærgerlig udmelding, lyder det fra Jette Hedegaard Kristoffersen, projektleder ved Center for Tegnsprog - Tolkeuddannelsen på UCC.

Læs også Tegnsprog er en livsnødvendighed

“Den fremherskende holdning herhjemme med, at “forældre skal sidde på deres hænder” − altså at de ikke må bruge tegn, når børnene er blevet CI-opererede − er en holdning, jeg slet ikke forstår,” siger Jette Hedegaard Kristoffersen.

Hun forklarer, at der fortsat er børn, der ikke får optimalt udbytte af deres CI-operation og derfor har brug for tegnsprog for at få muligheden for et fuldt sprog.

Samtidig er det hendes overbevisning, at tegnsprog − eller visuel kommunikation på forskellige niveauer − udelukkende vil være positivt. Både som modersmål indtil en CI-operation og efterfølgende som et ekstra sprog parallelt med talesproget. At tegn eller tegnsprog skulle skade den talesproglige udvikling, er hun uenig i:

“Der er intet i hverken forskning eller praksis, der peger på, at tegn eller tegnsprog hæmmer den talesproglige udvikling. Snarere tværtimod,” pointerer Jette Hedegaard Kristoffersen.

UDDANNELSEN TIL TEGNSPROGSTOLK

UCC optager hvert år ca. 70 studerende på uddannelsen til tegnsprogstolk i henholdsvis Århus og København. Uddannelsen er en sproguddannelse i tegnsprog og dansk. Ud over disse sprog lærer de studerende at tolke mellem dansk og tegnsprog, og de får under uddannelsen også indsigt i tolkeetik, sproglige minoriteter og ikke mindst døve, døvblevne og døvblindes kultur og livsvilkår. Uddannelsen varer 3,5 år. Tidligere udbød Center for Tegnsprog ved UCC kurser og kortere forløb for forældre, pårørende og/eller andre omkring døve.

SKIFTER SPROGKODE EN MILLION GANGE

I dag er første generation af danske børn med CI netop blevet teenagere. Det har været 10-12 år, med hvad der synes at ligne en fløjkrig: For eller imod CI. I den ene lejr var ørelægerne, der talte for implantaterne. I den anden lejr var der visse dele af døvemiljøet, der var imod, eller i hvert fald stærkt kritiske over for implantaterne og hvad de opfattede som den bagvedliggende holdning: at det var “forkert” at være døv.

Ifølge ph.d. og lektor Jesper Dammeyer fra Københavns Universitets Institut for Psykologi startede fløjkrigen, fordi CI-operationerne markerede et radikalt skifte i dansk sprog- og handicappolitik. Hvor der i 1980’erne og 1990’erne var en meget stærk bevægelse til fordel for dansk tegnsprog, gik man med CI-teknologien i den anden grøft til fordel for talesproget.

Læs også Et sprog til borgere uden sprog

I dag handler kampen ikke om CI, men om muligheden for − også − at kommunikere på tegnsprog eller støtte med visuel kommunikation. Som formanden for Danske Døves Landsforbund Janne Boye Niemelä formulerer det, så “er vi ikke imod CI. Vi er derimod for tegnsprog.”

Det er de også på Skolen På Kastelsvej. Eller rettere sagt de er for tegnsprog, for dansk med støttetegn, for tegnstøttet kommunikation og dansk tale med enkelte tegn. De er for, hvad der virker, og for dét, der kan give det enkelte barn en kommunikationsmulighed. De har en meget forskelligartet børneflok: Døve børn med fuldt tegnsprog, hørende børn uden talesprog, børn med og uden CI, børn der har valgt ikke at bruge deres CI, og børn med høreapparater. Børnene “skifter sprogkode en million gange i løbet af en enkelt lektion,” som lærer Line Fagerholdt, der har ansvaret for ni børn i udskolingen, og lærer Lisbeth Haulrik Hansen, der har syv børn i indskolingen, udtrykker det.

“Det, vi gør her, er at give børnene et sprog. Mange af dem, der kommer her, har været forsøgt inkluderet i et ikke-tegnsprogligt miljø,” fortæller Line Fagerholdt, der sammen med sine kolleger har oplevet mange frustrerede børn, der i starten sidder under bordet og nægter at komme ud og være en del af klassen.

“Det tager ind imellem lang tid, men vi insisterer på at forstå dem og give dem tegn og tegnsprog, så de kan sætte ord på deres tanker. Med tiden kommer de op fra deres gemmested under bordet og er klar til indlæring,” fortæller Line Fagerholdt.

Mange børn der starter på SPK er helt uden sprog, og har opgivet at blive forstået. Men vi bliver ved med igen og igen at prøve at finde ud af, hvad det er, de vil sige. Vi giver dem et sprog, så de åbner op for indlæring.

BØRN ER IKKE DOVNE!

Det er historier som disse, der gør, at Jette Hedegaard Kristoffersen finder Sundhedsstyrelsens og ørelægernes anbefalinger besynderlige. Især argumentet om, at børn bliver “dovne” af at bruge tegn, står hun uforstående overfor.

“Det er et argument, jeg ofte hører, men som ikke giver nogen som helst mening. Børn ønsker at kommunikere. De er aldrig dovne, og hvis det er lettere for dem at gøre med tegn end med lyd, så skal børn − og deres forældre − have lov til det,” lyder det fra Jette Hedegaard Kristoffersen.

Hun finder det samtidig paradoksalt, at tegn-til-tale-metoden er anerkendt i kommunikationen mellem børn og voksne med psykiske handicaps, ligesom babytegn er voldsomt populære blandt forældre og småbørnspædagoger, når det samtidig ikke anerkendes, at tegnsprog kan have en stimulerende effekt på en talesproglig udvikling hos døve børn med CI.

“Når hørende børn er flersprogede og for eksempel kan dansk og engelsk eller dansk og swahili, ser vi det som en gave. Men når det ene sprog er tegnsprog, bliver der ikke tænkt på det på samme måde. Men det hænger jo nok sammen med, at mange fortsat tror, at tegnsprog er et konstrueret hjælpemiddel og ikke det fuldgyldige sprog med egen grammatik, som det rent faktisk er,” forklarer Jette Hedegaard Kristoffersen.

Ifølge Jesper Dammeyer er sprogtilegnelse en kompliceret proces.

“Der er ikke én tilgang, der er den rigtige, for vi har at gøre med en meget heterogen gruppe med meget forskellige forudsætninger,” fortæller Jesper Dammeyer.

Læs også Når lyd, blikke og bevægelser taler

Hans vurdering er, at mange børn med CI ikke har brug for tegnsprog, men at der alligevel er en gruppe på omkring 30 procent af døve og børn med stærk hørenedsættelse, der har brug for ekstra støtte.

Skolegården er også et rum for læring, hvor børnene lærer hinanden tegn. Jo længere tid børnene har været på SPK, jo mere flydende bliver deres tegnsprog.

“Der er en gruppe, der har brug for i hvert fald visuel kommunikation i forskellig grad,” siger Jesper Dammeyer, der hverken har fundet tungtvejende forskningsmæssige argumenter for eller imod tegnsprog og visuel kommunikation.

“Men at sige, at tegnsprog, tegn eller visuel kommunikation har en skadelig indvirkning på en talesproglig udvikling, det er der ikke belæg for,” fastslår Jesper Dammeyer.

I Sundhedsstyrelsen, der anbefaler, at forældre ikke bruger tegnsprog til deres døve børn i det første år efter en CI-operation - med mindre der er særlige grunde til det -, vedkender man sig, at evidensen for eller imod tegnsprog er svær at få frem. De læner sig op af de anbefalinger, der i sin tid kom fra en meget bredt sammensat arbejdsgruppe “med folk fra begge lejre,” som chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Moth Christiansen, udtrykker det. “Man var enige i konklusionerne,” forklarer chefkonsulenten.

“Det bedste udbytte af de nye apparater sker ved, at børnene bliver undervist efter AVT-principperne (fokus på tale- og høretræning, red.). For at sikre den bedste start for barnet, som skal lære at bruge apparaterne, hvilket er en krævende proces,” forklarer Niels Moth Christiansen.

Han understreger, at skulle der komme afgørende ny viden eller ny dokumentation, der taler for en anbefaling af - også - at bruge tegnsprog, er Sundhedsstyrelsen lydhør.

COCHLEAR IMPLANT

Et Cochlear Implant (CI) er et elektronisk apparat, der overtager funktionen af et defekt indre øre. Det omdanner lyd til elektriske impulser, som sendes direkte til hørenerven ved hjælp af indopererede elektroder. Næsten alle døvfødte børn tilbydes i dag en CI-operation og tilbydes som standard CI på begge ører. Hvis behandlingen foretages, før personen er fem år, gør den udvikling af sprogforståelse og tale mulig for de fleste. CI giver dog ikke samme lydkvalitet som naturlig hørelse, slet ikke samme skelneevne og evne til at høre, når der er andre lyde, og det at lytte med CI koster personen flere kræfter, end naturlig lytning gør.

(Kilde: Danske Døves Landsforbund og Rapporten “Døvfødte børn og deres livsbetingelser”, SFI, 2014)

UNDREN I UDLANDET

Der er stor forskel på det tegnsproglige miljø i Danmark og i udlandet, hvilket både Danske Døves Landsforbund, Jette Hedegaard Kristoffersen og Jesper Dammeyer pointerer. I vores nordiske nabolande, Sverige og Norge, er den tosprogede undervisning langt mere udbredt. Danske Døves Landsforbund fortæller således om danske forældre til børn med CI, der er flyttet til Sverige fortrinsvis for at få det tosproglige miljø, de ønsker for deres døve børn, og Jesper Dammeyer fortæller, at udenlandske forskere “undrer sig over den polariserede opdeling, vi har i Danmark.”

Sidstnævnte udsagn bakkes op af Sonja Myhre Holten, der sidder som Senior Advisor i det norske sprogråd med norsk tegnsprog som særligt ansvarsområde. Hun fortæller, at det tosproglige kursus “Se mit sprog”, der tilbydes alle forældre i Norge med døve børn − og som er en opfølgning på et mere introducerende kursus − ligefrem er i vækst.

Efterspørgslen stiger, og modsat herhjemme, hvor store dele af UCC’s kurser i tegnsprog er blevet nedlagt pga. manglende efterspørgsel, så udvider man i Norge. Samtidig er det helt naturligt, at de unge norske døve skifter ubesværet mellem tale og tegn og er fuldt to-sproglige.

Det er en situation, Jette Hedegaard Kristoffersen gerne så i Danmark.

“Mit håb er, at man også i Danmark fremover giver forældre reel mulighed for at tilvælge tosproglig kommunikation med deres børn. Det har de og ikke mindst deres børn krav på,” understreger Jette Hedegaard Kristoffersen.

Om Jette Hedegaard Kristoffersen

Uddannet socialpædagog, tegnsprogstolk og lingvist. Har siden 2001 været hovedredaktør på Ordbog over Dansk Tegnsprog (www.tegnsprog.dk) og er projektleder på udviklingsprojektet Korpus over Dansk Tegnsprog ved Center for Tegnsprog på UCC. Har siden 2014 været et af fem medlemmer i Dansk Tegnsprogs-råd, som blev etableret i Dansk Sprognævn 1. januar 2015.