Optagelsessamtale

Hvis du søger ind på læreruddannelsen inden d. 15. marts 2018, skal du til optagelsessamtale. Her kan du læse alt om samtalen samt hvordan du booker den.

Hvem skal til optagelsessamtale?
Hvorfor er der nu optagelsessamtale til læreruddannelsen?
Hvor foregår optagelsessamtalerne?
Hvor mange gange kan jeg komme til optagelsessamtale?
Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har specifikke spørgsmål om optagelsessamtalen?
Hvordan booker jeg en samtale?
Hvornår får jeg en mail med link til booking af samtalen?
Hvornår er der optagelsessamtaler?
Hvordan foregår samtalen?
Hvad skal jeg medbringe til samtalen?
Hvornår skal jeg møde til samtalen?
Hvad bliver jeg målt på i optagelsessamtalen?
Hvordan bliver jeg vurderet til optagelsessamtalen?
Tæller mit eksamensgennemsnit også med?
Er det nemmere at slippe igennem optagelsessamtalen nogle steder i landet?
Kan man klage man over en afgørelse?
Hvordan forbereder jeg mig som ansøger bedst på optagelsessamtalen?
Efter samtalen – hvad så?
Hvordan finder jeg min score i optagelsessamtalen?
Hvornår får jeg besked, om jeg er kommet ind?
Kan jeg være sikker på at komme ind, hvis jeg får minimum 30 point i alt?
Jeg fik 30 point sidste år, kan jeg være sikker på at komme ind i år?
Hvad skal 3.g’ere og HF´ere, der bliver færdige til sommer, gøre?
Skal jeg sende en motiveret ansøgning, hvis jeg skal optages via kvote 2 og skal til samtale?
Hvad skal ansøgere med særlige vilkår gøre?

 

Hvem skal til optagelsessamtale?
Alle, som har under 7 i gennemsnit fra den adgangsgivende eksamen (inklusiv evt. bonus for tidlig studiestart og flere fag på A-niveau) – eller som endnu ikke er sikker på at få et gennemsnit på 7 eller derover – skal søge ind via kvote 2 og efterfølgende til en optagelsessamtale.

 

Hvorfor er der nu optagelsessamtale til læreruddannelsen?
Fordi læreruddannelsen går efter motiverede og dygtige ansøgere.

 

Hvor foregår optagelsessamtalerne?
Det er muligt at gå til optagelsessamtale flere forskellige steder i landet. Når du logger ind på bookingsystemet via det unikke link, du får tilsendt, får du en oversigt over alle samtalestederne.

 

Hvor mange gange kan jeg komme til optagelsessamtale?
Du kan kun gå til optagelsessamtale én gang om året. Du vælger selv, hvor i landet du vil til samtale, men resultatet af optagelsessamtalen gælder til alle uddannelsessteder.

 

Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har specifikke spørgsmål om optagelsessamtalen?
Hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her på siden, er du meget velkommen til at kontakte det uddannelsessted, hvor du ønsker at søge ind.

 

Hvordan booker jeg en samtale?
Du modtager som ansøger i kvote 2 en mail om, at du skal til optagelsessamtale. Mailen er personlig og indeholder et unikt link, som du skal klikke dig ind på for at booke en tid til samtalen. Du kan booke en optagelsessamtale i hele landet uafhængigt af, hvor du søger om optagelse, og du kan vælge mellem forskellige tidspunkter i de uger, optagelsessamtalerne finder sted.

Det foregår ligesom i alle andre bookingsystemer – du klikker dig ind på det ønskede samtalested og vælger den ønskede dag og det ønskede tidsrum. Du får en bekræftelse på mail, når du har afsluttet din booking.

Du kan altid gå ind via det unikke link og ændre tiden eller stedet for optagelsessamtalen. Det kan du gøre frem til 24 timer før den planlagte samtale.

 

Hvornår får jeg en mail med link til booking af samtalen?
Du modtager først en mail med link til booking af samtalen fra 1. april eller umiddelbart derefter. Hvis ikke du har modtaget en mail primo april, kan der være sket en fejl – og så skal du kontakte det uddannelsessted, hvor du har søgt om optagelse.

 

Hvornår er der optagelsessamtaler?
Optagelsessamtalerne afvikles i foråret samt i forbindelse med optagelse til ledige studiepladser. Ansøgningsfristen for at søge ind på læreruddannelsen via kvote 2 er 15. marts kl. 12, og samtalerne finder sted herefter.

 

Hvordan foregår samtalen?
Ansøgerne skal deltage i to forskellige interviews, der hver varer 15 minutter plus forberedelsestid.

Det ene interview har fokus på din personlige motivation i forhold til læreruddannelsen og lærerarbejdet. Udgangspunktet er en case med dilemmaer, som er en del af en lærers arbejde. Du skal gøre rede for casens problemstillinger og diskutere dem med en interviewer. Her er særligt fokus på din motivation, integritet, samarbejdsevne og etik.

Det andet interview, som finder sted umiddelbart efter det første, har fokus på din evne til at læse tekster, der behandler aspekter fra skolen. Her skal du bl.a. demonstrere, at du kan finde frem til centrale pointer i en udleveret tekst. I denne del er der særligt fokus på din evne til at analysere og kommunikere.

 

Hvad skal jeg medbringe til samtalen?
Det er vigtigt, at du medbringer billedlegitimation til samtalen. Det skal du bruge til at blive registreret inden samtalen. Derudover er det en god ide at have skriveredskaber og en blok med til forberedelsen. Øvrige hjælpemidler er ikke tilladte.

 

Hvornår skal jeg møde til samtalen?
Vær opmærksom på, at du skal møde senest et kvarter før den tid, du har booket til samtalen, så der er tid til at blive registreret og finde dit lokale.

Du skal regne med, at det hele typisk vil kunne tage cirka to til tre timer, fra du møder op, til du er færdig. Så du skal afsætte god tid til forløbet.

 

Hvad bliver jeg målt på i optagelsessamtalen?
Du bliver vurderet på seks forskellige parametre til optagelsessamtalen:

  • Motivation
  • Kognitiv formåen
  • Samarbejdsevne og personlig integritet
  • Kommunikationsevne
  • Etisk formåen
  • Faglig tekstforståelse og teksthåndtering

 

Hvordan bliver jeg vurderet til optagelsessamtalen?
Du bliver bedømt med en samlet score, som giver et billede af din evne til at håndtere og gennemføre studiet. Du kan få mellem 6 og 42 point i alt.

 

Tæller mit eksamensgennemsnit også med?
Ja. I tillæg til præstationen fra optagelsessamtalerne gives karaktergennemsnittet fra ansøgerens adgangsgivende uddannelse (inkl. bonus for tidlig start og højniveaufag) en pointværdi, som lægges til scoren fra interviewene.

Denne pointværdi beregnes som den adgangsgivende uddannelses karaktergennemsnit ganget med faktoren 1,5. Dette udløser mellem 3,0 og 10,4 point (for henholdsvis 2 og 6,9 som adgangsgivende karakter).

For ansøgere uden adgangsgivende uddannelse, men med en positiv individuel kompetencevurdering, gives der 3 point, som svarer til et eksamensgennemsnit på 2,0 ganget med 1,5.

Minimumscoren for tilstrækkelig egnethed til optag på læreruddannelsen er fastsat til en score på 30.

 

Er det nemmere at slippe igennem optagelsessamtalen nogle steder i landet?
Nej. Der bruges et fælles system med fælles regler og krav over hele landet.

Når optagelsessamtalerne er gennemført, placeres alle resultaterne i en fælles database, og studiepladserne bliver fordelt ud fra ansøgernes score og deres prioriteringer af uddannelsessteder.

Har du mere end et læreruddannelsessted på din prioriteringsliste, vil den opnåede score blive anvendt alle steder.

 

Kan man klage man over en afgørelse?
Der kan indgives klage i forhold til eventuelle processuelle spørgsmål i forbindelse med optagelsessamtalerne. Klagen sendes til den professionshøjskole, der har været ansvarlig for afholdelsen af den konkrete optagelsessamtale.

Der kan ikke indgives klage i forhold til bedømmelsen af ansøgers præstation i optagelsessamtalerne.

 

Hvordan forbereder jeg mig som ansøger bedst på optagelsessamtalen?
Først og fremmest skal du gøre op med dig selv, hvorfor du gerne vil være lærer. Hvad er det ved professionen, som tiltaler dig? Hvordan vil du gerne være som lærer? Hvilke udfordringer er du parat til at tage på dig?

Du bliver vurderet på de seks parametre, og det er også klogt at have dem for øje, når du forbereder dig til optagelsessamtalen.

 

Efter samtalen – hvad så?
Optagelsessamtaleforløbet kan vare to til tre timer. Du får ikke besked af intervieweren, om hvordan du har klaret dig til samtalen. Det kan du til gengæld se på nettet inden for et par dage efter samtalen.

 

Hvordan finder jeg min score i optagelsessamtalen?
Klik dig ind i bookingsystemet via det unikke link, du modtog pr. mail, og som du brugte til at booke samtalen med. Her kan du se en rapport med resultatet af din optagelsessamtale. Du bliver vurderet i forhold til seks parametre.

Du får point fra 1-7 på hver af seks parametre.

1 point = Utilfredsstillende
2 point = Ujævn
3 point = Jævn
4 point = Middel
5 point = God
6 point = Fortrinlig
7 point = Fremragende

Dvs. du kan således i alt få mellem 6 og 42 point i optagelsessamtalen.

Når du logger ind via det unikke link efter samtalen, kan du få vist dine point fra optagelsessamtalen og den samlede score (dvs. inklusiv din optagelseskvotient). Skal du først til eksamen på din adgangsgivende uddannelse til sommer, kan den samlede score ikke beregnes automatisk på nuværende tidspunkt. Når vi har modtaget dit eksamensbevis kan du efterfølgende se din score i bookingsystemet.

 

Hvornår får jeg besked, om jeg er kommet ind?
Har du opnået en endelig score på 30  eller mere, opfylder du adgangskravet i kvote 2. Du vil modtage et endeligt svar, om du er optaget d. 28. juli.

Hvis du får en score på under 30, kan du ikke blive optaget på læreruddannelsen i år. Du kan først søge om optagelse igen til næste optagelsesår.

 

Kan jeg være sikker på at komme ind, hvis jeg får minimum score på 30?
En score på 30 er et minimumskrav. Uddannelsesstederne optager ansøgere efter faldende pointtal. Dvs. du kan risikere, at der er tilstrækkeligt med ansøgere med en højere score end dig, og så kommer du ikke det ansøgte sted.

 

Jeg fik en score på 30 sidste år, kan jeg være sikker på at komme ind i år?
Ansøgere, der gik til samtale sidste år og fik en score på minimum 30, men valgte ikke at gøre brug af tilbuddet om en studieplads, eller som blev afvist pga. for mange kvalificerede ansøgere, skal til samtale igen i år. Scoren fra en samtale kan således kun benyttes i samme ansøgningsrunde.

 

Hvad skal 3.g’ere og HF´ere, der bliver færdige til sommer, gøre?
Ansøgningsfristen for kvote 2 er 15. marts kl. 12. Derfor skal du, hvis du bliver færdig om sommeren, søge ind via kvote 1 med ansøgningsfrist 5. juli kl. 12. Vær opmærksom på, at det kræver et gennemsnit på minimum 7 (inklusiv evt. bonus for tidlig studiestart og flere fag på A-niveau) for at være optagelsesberettiget til læreruddannelsen via kvote 1.

 

Skal jeg sende en motiveret ansøgning, hvis jeg skal optages via kvote 2 og skal til samtale?
Nej. Tidligere skulle man sende en motiveret ansøgning og udfylde et omfattende skema med uddannelse, erhvervserfaring etc. for at søge om optagelse på læreruddannelsen via kvote 2. Sådan er det ikke længere.
Ansøgere der søger om optagelse med særlig tilladelse (individuel kompetencevurdering) skal orientere sig om dokumentationskrav.
 

Hvad skal ansøgere med særlige vilkår gøre?
Såfremt du har brug for særlige hjælpemidler på grund af læsevanskeligheder eller har en særlig funktionsnedsættelse, der kan have indflydelse på gennemførelsen af samtaleforløbet, skal du kontakte uddannelsesstedet, hvor optagelsessamtalen skal foregå.

Case: Optagelsessamtale

Stig var til optagelsessamtale til læreruddannelsen i 2013. Samtalen var hans mulighed for at bevise, at han var meget dygtigere end eksamensbeviset fra gymnasiet påstod.