Ha(c)k dit grønt

Ha(c)k dit grønt er et digitalt læringsunivers til undervisningen i biologi i grundskolen. Projektet har til formål at understøtte undervisningen i 7. – 9. klasse og være med til at fremme sunde kostvaner hos eleverne.

Projektets vision er at skabe et miljø hvor viden og oplevelser med at skabe egne grønsager med teknologi og på en sjov måde skaber en større interesse i mad, måltider og sundhed.

Centralt i projektet står designet og udviklingen af ti plantecomputere som vi har valgt at kalde GroBotter. GroBot kan programmeres og styres ved hjælpe af en micro:bit. Læringsuniverset består derudover af en hjemmeside hvor man kan følge med i og hente data fra GroBotten samt finde undervisningsmaterialer til arbejdet i klassen.

Ha(c)k dit grønt er et samarbejde mellem DTU Food, Københavns Professionshøjskole, DTU Skylab og Center for Playware på DTU Electro. Projektet er støttet af Nordea Fonden.

GroBot Univers

GroBot Univers bygger videre på Ha(c)k Dit Grønt projektet og det kreative læringsunivers til biologi i 7. klasse.

Læringsuniverset benytter engineering-metoden til at skabe interesse og forståelse for naturvidenskab og teknologi via en GroBot, hvor man dyrker grøntsager i klassen.

Med GroBot Univers bliver det muligt at låne en GroBot til skolen og programmere sine egne grønsager.