Spørgsmål og svar om Campus Carlsberg

Her kan du finde svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om Campus Carlsberg.

Hvilke uddannelser kan jeg tage på Campus Carlsberg?
Hvilke uddannelsessteder er flyttet til Campus Carlsberg?
Hvor stor er Campus Carlsberg?
Hvor ligger Campus Carlsberg?
Hvordan kommer jeg til Campus Carlsberg?
Hvad sker der i resten af Carlsberg Byen?


Hvilke uddannelser kan jeg tage på Campus Carlsberg?

Du kan læse til lærer, pædagog, tegnsprogstolk, tekstilformidler og pædagogisk assistent. Campus rummer også UCC's Videreuddannelse.
UCC har også uddannelser på Campus Nordsjælland i Hillerød samt på Bornholm.

Hvilke uddannelsessteder er flyttet til Campus Carlsberg?

Ansatte og studerende på følgende uddannelsessteder har siden september 2016 været samlet på Campus Carlsberg:

  • Pædagoguddannelsen Storkøbenhavn (Skovlunde)
  • Pædagoguddannelsen København (København Ø)
  • Pædagoguddannelsen Sydhavn (København SV)
  • Pædagoguddannelsen Frøbel (København V)
  • Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS (Søborg)
  • Læreruddannelsen Zahle (København K)
  • Tekstilformidleruddannelsen (København K)
  • Tegnsprogstolkeuddannelsen (Skovlunde)
  • Videreuddannelse (diplomuddannelser, kurser mv.) i Titangade (København N)

Alle uddannelser og kurser, bibliotek, studieadministration mv. tilknyttet de nævnte uddannelsessteder er flyttet med.

Hvor stor er Campus Carlsberg?

De fem uddannelser og Videreuddannelsen får ca. 57.000 kvadratmeter fordelt på otte etager at boltre sig på. Selvom byggeriet er stort, vil det kun tage få minutter at gå fra den ene ende til den anden.  Indretningen bliver lys og moderne med små gårdhaver og idrætsfaciliteter placeret rundt omkring i bygningerne, også på taget.

Hvor ligger Campus Carlsberg?

Campus Carlsberg er placeret i det sydøstlige hjørne af Carlsberg Byen, afgrænset af S-banen, Vesterfælledvej og I.C. Jacobsens Have. Den nøjagtige adresse er Humletorvet 3, 1799 København V. Carlsberg Byens snævre gader, hyggelige pladser og haver samt placeringen tæt på Vesterbros byliv er med til at danne den perfekte ramme om et godt studiemiljø.

Hvordan kommer jeg til Campus Carlsberg?

Campus ligger ideelt for kollektiv transport med S-togsstationen Carlsberg Station som nabo. Flere buslinjer og cykelstier fører også til området. Carlsberg Byen indeholder desuden flere underjordiske parkeringsanlæg, hvor biler kan parkeres mod betaling.

Hvad sker der i resten af Carlsberg Byen?

Carlsbergs gamle bryggeriområde emmer af historie og har haft stor betydning for København og hele landet. Samtidig er det i dag et område fyldt med listige steder og kreative sjæle. Mens området udvikles, er der nemlig gjort plads til fx  pop-up restauranter, legepladser og vilde ideer. Dette byliv er UCC også blevet en del af. Alle planerne for områdets udvikling er ikke på plads endnu, men du kan følge med på Carlsberg Byens hjemmeside.

Tegning af faciliteter i Campus Carlsberg

Nye faciliteter - Nye muligheder

Campus Carlsberg byder på en lang række faciliteter for dig som studerende. Her kan du få et hurtigt overblik over nogle af de mange muligheder i de nye bygninger og det omkringliggende område.

Nyheder om Carlsberg Byen

Carlsberg Byens egen hjemmeside samler nyheder og informationer om udviklingen i den nye bydel. Her kan du bl.a. læse om andre byggeprojekter, bydelens historie, planer for den kollektive trafik og boligbyggeri.