UCC-forsker i finalen i Ph.d. Cup

Adjunkt ved UCC Anne Mia Steno er udpeget finalist i Informations Ph.d. Cup for sin ph.d.-undersøgelse om unges møde med erhvervsuddannelserne.

Med sin ph.d. om frafald på erhvervsskolerne kom Anne Mia Steno helt tæt på den gruppe unge mennesker, forskningsprojektet kredser om. Hun meldte sig nemlig som elev på grundforløbene til automekanikeruddannelsen og gastronomiuddannelsen, flyttede ind på et skolehjem og tog del i de andre elevers sociale fællesskab. Med to års intenst feltarbejde er hendes konklusioner præcise og værd at bemærke. Og hun er rigtig god til at fortælle om dem. Derfor er Anne Mia Steno udpeget som en af de fem finalister i årets Ph.d. Cup.

Formidling er en vigtig del af forskerlivet

Der udklækkes næsten 2000 ph.d.-studerende i Danmark hvert år. Information, der står bag Ph.d. Cup, skriver om konkurrencen: ”Vi mener, at denne forskning fortjener større omtale og udbredelse. Derfor har vi udviklet Informations Ph.d. Cup, der skal sætte fokus på forskning, forskningsformidling og forskernes samarbejde med medierne”. Ph.d. Cup er med andre ord en forskningsformidlingspris, der hædrer de forskere, der ønsker og formår at få deres forskningsresultater bredere ud.

Juryen består af tidligere vindere af forskningsformidlingsprisen. De har udvalgt de fem finalister mellem i alt 56 indsendte ph.d.-projekter.

Om finalisterne skriver Information: ”Hver især repræsenterer de fem ph.d.-forskere en smittende indsigt og en inspirerende fortælleglæde. Tilsammen udgør de alt det, der driver et samfund frem.”

Finalisterne skal formidle deres forskningsprojekter på DR2 den 16. april, hvor juryen vil kåre årets Ph.d. Cup vinder.

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.