Teaterstykke gør erfaringer til bevægelser

Publikum fik sig en på opleveren, da de torsdag aften deltog i forestillingen DANS DIN NABO, som internationale studerende fra UCC har hjulpet Dansehallerne og teatergruppen HelloEarth med at udvikle.

Mennesker på gulvet
Fra forestillingen Dans Din Nabo. Fotograf: Asger Hunov

De lærerstuderende fra UCC’s internationale ”Nordic Module” har deltaget i en workshop, hvor de har oversat hverdagens store og små erfaringer til bevægelser, som lægges til grund for koreografier, som andre publikumsgrupper udfører. Andre naboer til Dansehallerne, som har bidraget til udvikling af stykket, er en mødregruppe, en gruppe pensionister og en skoleklasse med forældre. Genren hedder Community Work og inddrager og forbinder forskellige grupper af mennesker med hinanden.

Forestillingen torsdag gik ud på, at publikum fik udleveret høretelefoner med instruktioner i at lave de udviklede bevægelser samt en række internationalt kendte bevægelser som fx en royal hilsen, fredstegn med fingrene og vink til en gammel ven.  Som en del af forestillingen deltog publikum også i en efterfølgende evaluering af, hvad de hver især havde oplevet.

Metoden kan bruges i skolen
Lektor fra UCC, Frants Mathiesen, ser store pædagogiske muligheder i den særlige publikumsinddragende metode. ”I stykket oversætter vi menneskers erfaringer til bevægelser, og når andre så gentager de bevægelser, er det en måde at dele erfaringer på. Metoden vil være oplagt at bruge i skolen”, lyder det fra Frants Mathiesen. Han fremhæver desuden det styrkede nabostab med Dansehallerne som en afledt effekt af samarbejdet.

Stykket drager videre til kulturbyen Århus til september, hvor det bliver udviklet yderligere, og i foråret 2018 vender det tilbage til Dansehallerne.

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.