Selv de dygtigste lærere dumper i inklusion

Lærerne gør alt det, vi gerne vil have dem til: De har et højt fagligt niveau, arbejder målstyret, varierer undervisningen og er dygtige klasseledere og didaktikere. Men det kniber med at arbejde inkluderende. Elever i vanskeligheder flyver under radaren hos selv de dygtigste lærere, viser nyt forskningsprojekt fra UCC.

Selv dygtige lærere, der lever op til tidens idealer, har svært ved at arbejde inkluderende. Det er konklusionen i et nyt UCC-forskningsprojekt, som Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse står bag. Forskerne har lavet dybtgående observationer og efterfølgende pædagogiske lektionsstudier i to forskellige klasser, som de har fulgt gennem to år.

"I forskningsprojektet ser vi nogle didaktisk dygtige, velforberedte, fantastisk engagerede lærere, som ikke bare går op i deres fag, men også i at variere undervisningen, inddrage eleverne og arbejde målstyret. De er strukturerede og bedriver forbilledlig klasseledelse. Lærerne er kolossalt loyale over for de dagsordner, der sættes politisk. De her lærere gør alt det, vi som samfund, politikere og skole forventer af dem. Men vi ser også nogle lærere, som kommer til kort, når det handler om inklusion. Det er som om, de ikke når til det. Vi ser mange eksempler på, at lærernes undervisning ikke bliver tilpasset til individuelle elever og elever i vanskeligheder," siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Det exceptionelle ved resultaterne er, at skolen og lærergruppen er udvalgt til forskningsprojektet, fordi de på en stribe områder er forbilledlige og lever op til de idealer, der er fremme på skoleområdet lige nu: Skolen arbejder målstyret, har en stærk og dynamisk ledelse, er organiseret med interne vejledere med fokus på både den faglige, men også de mere pædagogiske og sociale sider af undervisningen. Lærerne er også superrefleksive og kritiske iagttagere.

"Skolen lever på alle måder op til de forestillinger, vi gør os i skoledebatten om ’den gode skole’ og ’den gode undervisning’. Og alligevel må vi konstatere, at der er store udfordringer, når vi kigger på den måde, de inkluderer og bedriver undervisningsdifferentiering på," konstaterer Lotte Hedegaard-Sørensen.

Drengen der druknede i billedanalysen

Det ser forskerne talrige eksempler på: Ét eksempel er en dreng, der sidder ved et bord for sig selv bag en skærm tæt på klasseværelsets dør. Ved siden af ham står en støtteperson, som ind imellem og sørger for, at han ikke forstyrrer. Nogle gange går de to et andet sted hen og spiller et spil. Et andet eksempel er en pige i læringsvanskeligheder. Mens kammeraterne arbejder med en opgave på iPad’en, sidder hun og leder efter opgaven i 20 minutter af timen uden at komme i gang, og uden at læreren ser hende. Og det ser forskerne flere eksempler på: At eleverne bruger energi på at få adgang til opgaven frem for at løse den.

"Undervisningen er ikke tilpasset børn som dem. Lærerens undervisning sigter mod, at ’klassen’ og ’de fleste børn’ skal lære så meget som muligt i det fag, der undervises i. Men de elever, som ikke er blandt ’de fleste’, lever ikke op til de forventninger, som undervisningen sætter til dem. Det er, som om de ikke passer ind i klassen og i det, som er i gang," forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.

Hun fremhæver et tredje eksempel fra en dansktime i 3. klassen, der arbejder med temaet ’barndommen i gamle dage’. I dagens time skal eleverne lære om billedanalyse og symbolsprog under overskriften ’den lykkelige barndom’. Klassen skal analysere et maleri af en mor og et barn. En af drengene i klassen er urolig. Han rejser sig flere gange fra sin plads og går ind og ud af lokalet. Han siger ’hold kæft’, fjoller, svarer igen og er aggressiv og bliver sat på plads af læreren. Men bag ved den urolige dreng, ser forskerne et barn, hvis egen familie er ved at gå i stykker, fordi hans forældre netop nu ligger i en voldsom skilsmisse.

"Læreren er dygtig. Hun varierer undervisningen, leder klassen godt, skaber dialog med børnene og får dem til at reflektere over deres egen familie og barndom. Hun er optaget af at lære eleverne og klassen om symbolsprog og arbejder efter mål, som hun involverer børnene i. Hun underviser efter mange af forskrifterne for god undervisning, så det er umiddelbart svært at bebrejde hende noget. Men hun ser bare ikke, at nogle børn ikke indgår i undervisningen, og at især en elev reagerer voldsomt på emnet, fordi hans barndom ikke er god lige nu," forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.

En del af forskningsprojektet er såkaldte lektionsstudier, hvor læreren i samarbejde med forskeren reflekterer over og udvikler undervisningen på baggrund af de observationer, der er gjort. Efter timen om den lykkelige barndom, taler forskeren og læreren derfor sammen, og det viser sig, at læreren faktisk ikke har bemærket elevens reaktioner.

"Hun bliver berørt, for hun har ikke tænkt nærmere over det, fordi hun har så travlt med at snakke med klassen om det faglige og optimere elevernes læring, som hun jo skal. Men der sidder et barn i klassen, der slet ikke har det beredskab, der skal til for at deltage i dén undervisning. Han kan ikke håndtere det følelsesmæssigt," forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.

Det er for meget forlangt af lærerne

Hun pointerer, at det generelt er et stort dilemma. For kan vi bede læreren om både at undervise forbilledligt i sit fag, optimere elevernes læring og så også være opmærksom på alle de andre dimensioner af eleverne?

"Det er som om, at de krav, vi November 2015 | 9 stiller til lærerne, og den situation, vi sætter dem i i skolen, ikke matcher med det, de er uddannet til. Hvis vi ønsker, at alle børn skal lære så meget som muligt, så må vi også møde børnene på deres individuelle niveau. Og det handler altså også om, hvordan de går og har det som mennesker og børn med et liv ved siden af skolen," siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Efter de mange observationer i klasserne er hun som forsker skeptisk over for det massive pres af opgaver, vi beder lærerne gabe over på samme tid. Forskningsprojektets anbefaling er i langt højere grad at inddrage andre professionelle med særlige pædagogiske kompetencer i timerne.

"Vi kan ikke forvente, at et enkelt læreruddannet menneske kan løfte opgaven. Det er for stor en mundfuld. Vores anbefaling er, at der kommer flere hænder i klasserne i hvert fald i nogle af lektionerne. Man skal kunne arbejde med holddeling, 1:1-undervisning og individuel støtte, så vi vil varmt anbefale tolærerordninger og at inddrage specialpædagoger, socialpædagoger og almenpædagoger som en del af klassens team," siger hun.

Forskerne ser også gode eksempler på inklusion og undervisningsdifferentiering. I en matematiktime, hvor der er to lærere på, underviser den ene klassen, mens den anden går rundt. Den anden lærer fornemmer lynhurtigt, at en af eleverne har svært ved at lytte, koncentrere sig og løse opgaverne. Læreren sætter sig derfor sammen med drengen og to andre elever, støtter dem i at samarbejde og laver nogle aktiviteter, der lægger sig tæt op ad det, som den første lærer laver med resten af klassen. Det er den slags, der skal meget mere af, påpeger forskerne.

Børn der ikke trives

Hvis vi fortsætter som nu, kan det få konsekvenser for børnene.

"Konsekvensen er, at der er nogle børn, der tilbringer ni år i skolen, uden at de i tilstrækkelig grad bliver mødt på den måde, som de har brug for for at lære og trives. Der er en gruppe børn, der bliver overset. Det er børn, der ikke lærer at komme med i et socialt fællesskab og heller ikke lærer det fagligt, som de burde have mulighed for at lære. Og det er stærkt belastende, når vi gerne vil udvikle børn til at blive voksne med selvtillid og selvværd," konstaterer Lotte Hedegaard-Sørensen.

Pædagogikken kommer til at stå i skyggen af det primære fokus på elevernes faglige læring.

"Det er som om, at vi har glemt, at hvis vi vil have alle til at lære så meget som overhovedet muligt, så skal der arbejdes med elevernes individuelle deltagelsesbetingelser og med klassens sociale liv. Men de vilkår, lærerne har, og den måde, vi tænker faglighed på i øjeblikket, gør, at det pædagogiske glider ud af undervisningen og af lærernes sprog om undervisningen," siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Har vi glemt guldfisken?

UCC’s forskningschef Lise Tingleff beskæftiger sig indgående med folkeskolen. Hun påpeger, at resultaterne i forskningsprojektet måske indikerer, at skolen med de bedste intentioner er gået for langt i iveren efter at højne niveauet, arbejde målstyret og leve op til kravene oppefra.

"Hvis man som lærer udelukkende søger at leve op til idealet om at være en dygtig ’Hattie-lærer’, kan man komme til at indsnævre sin profil. Måske er det faglighedsbegreb, vi praktiserer i folkeskolen, blevet snævrere end det, vi før har kendt? Vi har lærere, der er rasende dygtige til at formidle fagligt stof, give eleverne viden i fagene og instruere i at lave øvelser. Alt det er pokkers vigtigt, men er vi alligevel kommet til at smide noget ud med badevandet? Har vi glemt, at en dygtig lærer også er en lærer, som kan arbejde med et bredere og mere dynamisk faglighedsbegreb? Det skal vi have kigget nærmere på," siger Lise Tingleff og peger på, at det også er skolens opgave at give eleverne oplevelser og erfaringer, så de bliver livsduelige unge mennesker.

"Klassens sociale liv kan med fordel også gøres til genstand for læring. Alle lærere ved, at der er læring i de konflikter og sejre, det er at passe en guldfisk sammen i klassen, at tage i skoven og finde planter og i at lave sin egen mad på en lejrskole. Og netop her er der gode muligheder for at differentiere på både indhold og metode," siger hun.

Lise Tingleff pointerer, at inklusion og faglighed måske godt kan skilles ad i en analyse på et papir, men ikke i praksis.

"Faglighed og inklusion er ikke modsætninger. Det er vilkår. Vi har en folkeskolelov, der siger, at vi skal udfordre alle elever til stregen, så de lærer, så meget de kan. Det kan man ikke uden at arbejde inkluderende. For du kan ikke lære, hvis du ikke er inkluderet i fællesskabet," siger Lise Tingleff.

Hun mener, at forskningsprojektet er voldsomt interessant, netop fordi det følger lærere, som på mange måder er forbilledlige.

"Vi skal anerkende, at det er en kæmpe udfordring, lærerne har. At løse inklusionsopgaven kræver lidt af en mesterdirigent, og det må aldrig blive den enkelte lærers individuelle ansvar. Alle os omkring skolen skal være med til at løse den opgave og støtte lærerne i at udvikle deres brede faglighed. Men det er den gode, professionelle lærer, som har nøglen," siger hun.

KORT OM UNDERSØGELSEN

UCC-forskerne Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse har fulgt to 3. klasser på en folkeskole i København. Forskningsprojektet består både af observation, interview og lektionsstudier, hvor lærerne også selv systematisk undersøger deres egen praksis for at forbedre undervisningen.

Er observationerne på denne ene skole virkelig repræsentative for det, der foregår på landets tusindvis af andre skoler?