Pressede lærere flygter fra folkeskolen: Vi svigter eleverne

Hundredvis af lærere, der har forladt folkeskolen, taler ud om en presset hverdag med hyppige svigt af elever og forældre i ny, stor undersøgelse

Uddrag af artikel på ekstrabladet.dk 11. oktober 2016

De er dybt bekymrede over at svigte elever og forældre. Går ned med stress over topstyring og manglende tid. Og bekymrer sig over folkeskolens udvikling.

Sådan lyder meldingerne fra hundredvis af folkeskolelærere i et nyt og endnu ikke offentliggjort forskningsprojekt om årsagerne til, at lærere forlader folkeskolen.

"Gennemgående for alle svarene er, at lærerne ikke oplever, at de har mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt," siger lektor på professionshøjskolen UCC Rikke Pedersen, der sammen med to kolleger står bag forskningsprojektet.

Undersøgelsen bygger på svar fra 406 lærere, der har sagt op i den danske folkeskole i årene 2013-2015. Svarene er indsamlet i marts i år.

Tal fra Danmarks Lærerforening viser, at mange flere lærere forlader folkeskolen i dag end for tre år siden. Mens 900 lærere i 2012 forlod folkeskolen, viser de nyeste tal, at 1600 lærere gjorde det samme i de første ti måneder af 2015.

Føler sig 'følelsesmæssigt prostitueret'

Et fællestræk ved de mange svar er, at lærerne ikke oplever, at de har tid til at opbygge meningsfulde relationer med børn, forældre og kolleger.

"Der er nogle meget stærke formuleringer blandt besvarelserne. En lærer skriver blandt andet, hvordan følelsen af ikke at kunne stå inde for sit arbejde når man har med børn at gøre er "overvældende forfærdelig" og hvordan hun føler sig som "følelsesmæssigt prostitueret". De føler, at de svigter både børn og forældre og at de ikke kan se hverken dem eller sig selv i øjnene," siger Rikke Pedersen.

Lærerne i undersøgelsen savner blandt andet tid til at agere i spontant opståede situationer som konflikter mellem eleverne eller et barn, der er ked af det.

"Og de savner tid til at tage en snak med eleverne i dagligdagen for at få en fornemmelse af, hvordan de har det," siger Rikke Pedersen.

Læs hele artiklen

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.