Pædagoger uden børnebøger

Der er fokus på at udvikle og teste børns læsefærdigheder, men den nye bekendtgørelse for pædagoguddannelsen sikrer ikke, at de studerende lærer at stimulere børns sprogudvikling.

Debatindlæg i Weekendavisen 11. november

Siden 2014 har vi haft en pædagoguddannelse, Danmarks største videregående uddannelse og således en hjørnesten i velfærdsstaten, hvor de studerende stor set ikke undervises i sprog og børnelitteratur. Man kan blive pædagog uden at have læst en eneste børnebog, uden at kunne fortælle bare et enkelt eventyr og uden at have tilstrækkelig viden om, hvordan man støtter og styrker et barn eller en voksen med at kommunikere sprogligt.  

Problemet skyldes to forskellige forhold. Dels den lovtekst der beskriver rammerne for pædagoguddannelsen, bekendtgørelsen, dels de enkelte uddannelsessteders fortolkning af bekendtgørelsen.

I den “gamle” pædagoguddannelse (fra 2007) ville den pædagogstuderende stifte bekendtskab med børnelitteratur og børns sproglige udvikling i faget DKK, en forkortelse for dansk, kultur og kommunikation. Med den nye bekendtgørelse (2014) holdt man op med at undervise i fag på pædagoguddannelsen, ordene litteratur eller børnelitteratur optræder ikke.

Kun under den specialisering der omhandler det pædagogiske arbejde med 0-5 årige børn, finder man noget der svagt kan minde om beskæftigelse med litteratur. Her står der følgende: [den studerende kan] “inddrage litterære, musikalske, dramatiske og visuelle udtryks- og læringsformer samt barnets perspektiv og relevant pædagogisk viden i sin pædagogiske praksis. ”

I det hele taget ser det sort ud med det sproglige og fortællende i bred forstand i bekendtgørelsen. Det sproglige og sprogstimulerende optræder kun drypvist.

Dernæst er der uddannelsesstedets fortolkning af bekendtgørelsen. Det er professionshøjskolerne, som gennem de lokale studieordninger sætter rammerne for, hvordan uddannelsesstedet omsætter bekendtgørelsen til konkret undervisning. Det varierer derfor fra uddannelsessted til uddannelsessted, hvor meget man beskæftiger sig med litteratur og sprog. Nogle uddannelsessteder har, i tråd med bekendtgørelsen, valgt helt at fjerne sprog og litteratur som obligatoriske dele af pædagogstudiet.

Barnets kulturelle kapital har stor betydning for, om barnet kan overkomme social ulighed. De børn som har et udviklet talesprog klarer sig bedre i forhold til læsefærdigheder og senere skolegang. For nylig viste en undersøgelse af lingvisten Justin Markussen-Brown at mange danske børnehaver halter bagud, når det gælder deres evne til at udvikle børnenes sprog. Der er i kommuner og institutioner et stort fokus på at udvikle - og teste - små og store børns læse- og skrivefærdigheder, hvilket er den virkelighed, de færdige pædagoger skal indgå i. Men hvorfor forbereder man ikke pædagoger på dette i løbet af deres uddannelse?

De nordiske lande har en stolt tradition for skrive bøger i børnehøjde som med udgangspunkt i barnets egen verden udfordrer og udvikler barnet. Tænk blot på klassikere som ‘Mis med de blå øjne’ af Egon Matthiesen, nyere klassikere som serien om ‘Garman’ af Stian Hole og ‘Mustafas kiosk’ af Jakob Martin Strid, og de mere eksperimenterende som ‘Hullet’ af Øyvind Torseter.

Læsning gør ikke nødvendigvis børn til bedre mennesker, men litteratur giver mulighed for at barnet kan opleve andre perspektiver på verden og sig selv. Litteraturen viser os, at det vi troede vi kendte, måske slet ikke er, som vi tror.

Den børnelitterære dannelse har i mange år været en del pædagoguddannelsens indhold. Det er tilsyneladende slut nu. Som undervisere mener vi, at pædagogerne skal være med til at åbne børn, unge og voksnes øjne for litteraturens særlige kvaliteter. Derfor bør bekendtgørelsen laves om. Eller uddannelsesstederne må på egen hånd indføre sprog og litteratur som en del af uddannelsen. 

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.