Optimeringsiverens indtog i pædagogikken

Der er et øget politisk ønske om at måle kvaliteten i daginstitutioner. Men kan kvaliteten måles, uden at vigtige elementer så som trivsel, selvværd og kreativitet går tabt i firkantede evalueringsskemaer? Og handler kvalitet om at lære alfabetet eller om at lære, hvordan man er en god ven?”. Hvad er daginstitutioners primære opgave? Det var temaet for konferencen ”Fremtidens Daginstitution”, som BUPL og UCC afholdt den 25. november 2015.

Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn og medlem af UCC’s bestyrelse, åbnede konferencen med at beskrive tidens modstridende strømninger inden for dagtilbudspædagogikken:

”Vi oplever lige nu to forskellige pædagogiske tendenser, hvor den dominerende dikterer mere styring, effektivisering og måling af børns præstationer i en stadig tidligere alder. Den anden tendens handler om at skabe livsduelige børn ved at satse på dannelse, socialisering og læring i et bredere perspektiv. Derfor er det vigtigt at diskutere det blik, vi fremover skal lægge på barnet og dets udvikling i daginstitutionerne”.

Er optimering kun af det gode?

Konferencens oplægsholdere gav de ca. 200 pædagoger, kommunalpolitikere, forskere og undervisere, der deltog, indblik i forskellige syn på de aktuelle tendenser.

Christian Aabro, underviser og professionskonsulent på UCC’s pædagoguddannelse, var en af oplægsholderne. Han satte spørgsmålstegn ved, om det, han kalder ”optimeringsiveren”, nu også er så optimal:

”Der er opstået en optimeringslyst eller ligefrem et optimeringsbegær. Det er et ønske om at optimere alle samfundets velfærdsprocesser. Vi oplever en ny optimisme, der handler om, at vi kan optimere folk og dermed få et bedre samfund. Fokus er på at maksimere udbyttet,” fastslog Christian Aabro.

Optimeringsiveren kommer ifølge Christian Aabro til udtryk på det pædagogiske område ved de mange målinger og test, der skal vurdere kvaliteten i daginstitutioner. Førhen lystbetonede aktiviteter bliver til målingsværktøjer – stopdans bliver til en motorikvurdering osv. Tendens indebærer, at målingerne skal kunne omsættes til tal, så der tales BMI, PISA-undersøgelser i daginstitutioner m.v.

”Men er denne optimeringsform optimal? Kan alt måles? Får vi det hele med? Hvordan giver det mening at overføre denne rationelle, indeksfikserede tilgang til daginstitutionsområdet?” spurgte Christian Aabro og fortsatte: ”De fleste kan blive enige om, at der ikke er noget alternativ til fremdrift, og at en hvis grad af systematisering kan være fornuftig. Det handler om, hvad der er fagligt forsvarlige systematiseringsbestræbelser. Vi skal se på, hvad optimeringsiveren har af implikationer. Vi skal finde balancen i, hvordan vi laver systematisering på dagtilbudsområdet og samtidig tager højde for det kreative og det uplanlagte”.

Kan kvaliteten måles?

Foruden Christian Aabro gav fire andre eksperter på konferencen deres bud på, hvad der er vigtigt i fremtidens daginstitution.

Lektor og ph.d. Line Togsverd kredsede i sit oplæg om, hvad kvalitet i daginstitutioner er. Hun stillede spørgsmål til, hvem og hvad der afgør, hvad der er god kvalitet, og hvordan det bedst vurderes -  er det fx ved at se på, om børnene får en uddannelse? Eller ved at se på, hvordan dagen i daginstitutionen har været?

Psykolog og professor Charlotte Ringsmose talte for mere læring i dagtilbud og argumenterede for en bredere forståelse af læringsbegrebet. Hun fremhævede, at det ikke behøver være modsætningsfyldt både at tale om barnets dannelsesproces og at tale om læringsaspektet, altså om hvordan barnet får stimuleret og udnyttet sit potentiale for læring.

Lektor Lars Geer Hammershøj satte lighedstegn mellem børns leg og kreativitet, hvor kreativitet samtidig skal forstås som en dannelsesproces. Denne dannelsesproces er ifølge Lars Hammershøj en af daginstitutionernes vigtigste opgaver, fordi dannelse handler om at blive menneske i en samtid og kunne begå sig i fællesskabet. Leg er dermed ikke et middel til læring men vigtig i sig selv, og derfor må læring understøtte leg og ikke omvendt.

Psykolog og professor emeritus Per Schultz Jørgensen, der netop har modtaget UNICEF Prisen 2015, pegede på karakterdannelse som et vigtigt element i, hvordan pædagoger kvalificerer børn til at møde udfordringerne i en turbulent verden:

”Vi skal ikke gøre børn til objekter i et stort system, der skal løfte vores bruttonationalprodukt. Det betyder dog ikke, at vi slet ikke skal fokusere på læring. Vores institutioner har ansvar for at tage vare om børnenes hele dannelse. Vi skal gå på to ben – og karakterdannelse er det ene”.