Ny kunst på Campus Carlsberg tager afsæt i det eksisterende

UCC har netop godkendt skitseforslag til de første to kunstprojekter på Campus Carlsberg. Det ene bliver lavet af billedkunstner Lasse Krog Møller, der nyophænger og fortolker UCC’s eksisterende kunst og inventar.

I samarbejde med Statens Kunstfond har UCC godkendt skitseforslag til de første to kunstopgaver på Campus Carlsberg.

Billedkunstner Lasse Krog Møllers kommende værk tager udgangspunkt i eksisterende kunst, inventar og undervisningsgenstande fra UCC. Kunstneren har allerede gennemført en omfattende research efter gemte og glemte sager på de ti af UCC’s uddannelsessteder, der flytter til Campus Carlsberg i 2016. Dermed kommer værket til både at være ny kunst og samtidig skue tilbage i en lang uddannelseshistorie og -tradition.

20 vægge på syv etager

Lasse Krog Møllers nye værk bliver en ophængning af udvalgte genstande fra samlingerne på ca. 20 forskellige vægge på syv etager I det nye campusbyggeri på Carlsberg. Væggene er i størrelsen fra 1-14 meter bredde og bliver malet i en sortgrøn vægfarve. Farven markerer værkets sammenhæng og danner baggrund for fx en tematisk eller formmæssig ophængning eller installation af de mange genstande. Lasse Krog Møller fortæller:

”Genstandene skal bevare deres individualitet og historie i ophængningen, samtidig med at de indgår i en ny sammenhæng. Værket tænkes som en form for en anskuelsestavler, der fortæller både fælles og individuelle kunst- og genstandshistorier og en pædagogisk uddannelseshistorisk fortælling”

I løbet af de kommende måneder og år fortsætter UCC sit arbejde med samlet at mobilisere op imod 15 mio. kr. til kunst i det kommende studie- og arbejdsmiljø. UCC vil arbejde på at skabe partnerskaber med fonde, større private virksomheder m.fl.