Lea vil læse til lærer i Helsingør

​Den nye læreruddannelse i Helsingør kan godt regne med en ansøgning fra 21-årige Lea Mellerup-Lund. Hun var onsdag den 7. marts til Åbent Hus på læreruddannelsen, der åbner på Kulturværftet efter sommerferien.

Cirka 20 interesserede trodsede onsdag aften sne og kulde for at høre mere om muligheden for at læse de to første år af læreruddannelsen i Helsingør på den nye uddannelsesinstitution under Københavns Professionshøjskole.

Åbent Hus blev afholdt på Kulturværftet, der fra august 2018 skal danne rammen om læreruddannelsen, og en af dem, der deltog, var Lea Mellerup-Lund.

Hun er 21 år, bosiddende i Helsingør og fast besluttet på at starte på læreruddannelsen.

”Den seneste tid har jeg virkelig tænkt over, hvilken uddannelse jeg skal have, og hvad jeg vil arbejde med. Når jeg ser tilbage på mit liv, er det lærerne, der har gjort den største forskel. Som lærer kan man få kæmpe betydning for andre mennesker. Samtidig elsker jeg at undervise. At der nu er mulighed for at læse de to første år her i Helsingør, hvor jeg bor, er jo helt fantastisk,” siger Lea Mellerup-Lund.

Tæt samarbejde med lokale skoler

Uddannelseschef Lis Madsen fortalte til Åbent Hus om de muligheder, som lærerstuderende I Helsingør får. Uddannelsen følger i udgangspunktet læreruddannelsen på Campus Carlsberg i København, men har et særligt tæt samarbejde med Helsingør Kommune og en række lokale folkeskoler.

”Vi har store ambitioner for vores læreruddannelse her i Helsingør. Hver studerende bliver tilknyttet en skole, som de skal i praktik i, og som også åbner klasselokalerne mellem praktikkerne. Det giver gode muligheder for at afprøve teorien i praksis og blive dygtig til at undervise. Som studerende får man også tilknyttet en skolementor, der følger en gennem uddannelsesforløbet. Derudover har vi et stort fokus på teknologi i undervisningen og på at samarbejde tæt med lokalmiljøet,” siger Lis Madsen.

Jeg glæder mig helt vildt

For Lea Mellerup-Lund er det også det lille studiemiljø, der trækker:

”Når vi er et lille uddannelsessted, så får de studerende bedre muligheder for at samarbejde med skoler og andre i lokalområdet, og det kan gavne vores uddannelse. Samtidig får vi lækre lokaler, et fantastisk bibliotek og smukke omgivelser ved havnen og tæt på stationen. Jeg glæder mig helt vildt til forhåbentlig at starte,” siger hun.

De to sidste år på læreruddannelsen læses på Campus Carlsberg i København – eller som netbaseret uddannelse.

Ifølge uddannelseschef Lis Madsen håber Københavns Professionshøjskole at få mange ansøgere til læreruddannelsen i Helsingør fra hele Nordsjælland. Målet er at kunne besætte et hold på cirka 25 studerende

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.