Lærerstuderende fra UCC vinder pris for bachelorprojekt om køn i skolen

Lærerprofession.dk kårer den 11. november Emilie Lundsgaard som vinder af særprisen for bedste projekt om drenge og piger i skolen. DP-studerende Erica Price Stjernø er med i opløbet om prisen for årets bedste diplomprojekt.

Læreruddannelse særpris lærerprofession.dk
Emilie Lundsgaard har vundet Lærerprofession.dk's særpris for sit bachelorprojekt om drenge og piger i skolen

 

Hvert år uddeler Lærerprofession.dk priser til de studerende på landets professionshøjskoler, der har skrevet de bedste projekter inden for lærerområdet. Vinderen af særprisen, der i år går til bedste projekt om drenge og piger i skolen, er allerede fundet.

Det drejer sig om Emilie Lundsgaard, der i sit bachelorprojekt behandler, hvordan lærere og elever er fanget i kønsopfattelser, og hvordan kønsidentiteten i høj grad påvirkes af den måde, vi sætter ord på vores kønsopfattelser. Lærere kan arbejde bevidst med at modvirke uheldige konsekvenser, mener hun.

Emilie Lundsgaard kan tage imod sin pris ved lærerprofession.dk’s prisfest den 11. november. Læs mere om bachelorprojektet her: http://www.folkeskolen.dk/592252/bachelor-laerere-og-elever-er-fanget-i-koensopfattelser

Stort og velfortjent tillykke

Uddannelsesdirektør i UCC, Tove Hvid, siger: "Vi er stolte over, at en af vores dygtige lærerstuderende har vundet årets særpris for et godt og spændende bachelorprojekt om et vigtigt emne, nemlig opfattelsen af drenge og piger i skolen. Som lærer er det vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte elev som et selvstændigt og unikt individ – og ikke i fastlåste forestillinger om fx social og kulturel baggrund – eller køn. Stort og velfortjent tillykke til Emilie!”

Tove Hvid er også glad for, at endnu en studerende ved UCC har skrevet et af de tre bedste diplomprojekter. Erica Price Stjernø står bag projektet ”Skrivning – en vej til øget læring i fagene” og har nu mulighed for at vinde prisen for årets bedste diplomprojekt. 

Ud over æren modtager vinderne af såvel særpris som prisen for bedste diplomprojekt 10.000 kr. og en boggave.

Bag lærerprofession.dk står Danmarks Lærerforening og de syv professionshøjskoler, der uddanner og videreuddanner lærere. I alt har dommerpanelet, der består af undervisere, forskere, lærere, skoleledere og skolechefer, haft 59 indstillede projekter mellem hænderne, inden vinderen af særprisen og de nominerede i de andre kategorier kunne findes. 

Kontakt

Tove Hvid Persson

Dekan og formand for den nationale styregruppe for udvikling af Ny Læreruddannelse.

E-mail: THP@ucc.dk, tlf. 4189 7483
 

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.