Videokunstværk indviet på Campus Nordsjælland

Videokunst
Et nyt digitalt udsmykningsprojekt blev i dag indviet på UCC’s campus i Nordsjælland. Projektet er blevet til i samarbejde mellem kunstnerduoen Anders Bojen og Kristoffer Ørum, Statens Kunstfond og UCC.

Krop, organisme og innovation er nøgleord i det nye stedspecifikke video-kunstværk ”En Krop Har Mange Lemmer/A Body Has Many Members”, der torsdag blev indviet i Atrium på Campus Nordsjælland. Omkring 200 gæster, studerende og ansatte så imponerede til, da en række poetiske og smukke symboler – eller avatar - dukkede frem og nu ”flyder” rundt på 31 skærme i Campus Nordsjællands tre bygninger. Værket aftegner et billede – et alternativt gruppeportræt - af ansatte og studerende på Campus Nordsjælland.

”Kunstværket er lille i volumen, men omfattende i rækkeevne,” sagde lektor Jakob Ørsted fra UCC, som har været UCC’s kontaktperson på projektet. Kunstværket er udelukkende digitalt og forandrer og ændrer løbende udtryk ved hjælp af datainput om og fra campus – blandt andet fra UCC’s egne datasystemer. Ifølge kunstnerne selv er kunstværket unikt på verdensplan.

Statens Kunstfond er begejstret

Katja Bjørn fra Statens Kunstfond havde svært ved ikke at ”boble over af begejstring” over, hvordan værket er lykkedes med at pege på stedet. ”Et værk der ikke bare er stedspecifikt, men simpelthen er stedet. Det tager pulsen på stedet – pulsen på jer,” sagde hun blandt andet. Værket refererer til - for Campus Nordsjællands ansatte og studerende - relevante områder som krop, organisme, interaktion, fællesskaber, kategorisering, organisering og digital æstetik.

Anders Bojen og Kristoffer Ørum er en kunstnerduo, hvis værker udfordrer den gængse verdensopfattelse. De bruger ofte en pseudo-videnskabelig tilgang, hvor de prøver at transformere eksisterende begreber til noget andet og give nye måder at se verden på.

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.