Kronik: Fanget i asylsystemets uendelige limbo

I øjeblikket har 120 af de børn, der findes på danske asylcentre, befundet sig der i mere end 4 år. Diskussioner om flygtninge handler meget ofte om tal. Mit ærinde er at forsøge at vise nogle af menneskene bag disse tal, skriver forsker på UCC, Susanne Bregnbæk.

Kronik bragt i Politiken den 2. november 2017 skrevet af Susanne Bregnbæk, ph. d. og adjunkt på UCC:

Jeg ser dem altid tegne. Derhjemme, i børnehaven og til møder med danske myndigheder. For godt et år siden begyndte jeg mit feltarbejde som del af nyt et forskningsprojekt om flygtningebørn og deres familier i Danmark.

Hovedfokus er på familier, der har fået asyl, og på deres deltagelse i daginstitutioner og derigennem det danske samfund i bredere forstand. Så snart familier får asyl, mødes de med en række krav og tiltag, og der afholdes konferencer og seminarer om, hvordan de kan komme ind på arbejdsmarkedet, hvordan man kan sikre dem retten til livslang læring osv.

Arbejdet for at sikre en god integration er helt afgørende. Imidlertid er der en anden problematik, der trænger sig på, nemlig hvad der er på spil for de familier, der som Ah Dois har fået afslag på asyl.

De er socialt usynlige. Ingen interesserer sig for dem. Og sådan går årene, imens tiden så at sige står stille for dem. I øjeblikket har 120 af de børn, der findes på danske asylcentre, befundet sig der i mere end 4 år.

Diskussioner om flygtninge handler meget ofte om tal – og dermed risikerer de at komme til at mime bureaukratiets egen nødvendighedslogik. Mit ærinde er at forsøge at vise nogle af menneskene bag disse tal. Derfor vil jeg fortælle én bestemt historie: historien om Ah Dois familie, der venter på at blive udvist til Myanmar (tidl. Burma). »Hvornår skal vi flytte? Hvor hører vi til?«, spørger datteren Hotoi på 6 år sine forældre.

»Det værste er ikke at kunne svare på sådanne spørgsmål«, siger Ah Doi fortvivlet. Dog har de på fornemmelsen, at de måske i første omgang skal sendes til Avnstrup-lejren, for der kender de andre, der venter på deportation. Ah Dois mand fortæller om en enlig far i Avnstrup-lejren, der lige har begået selvmord. Hans 6-årige søn er nu i de danske myndigheders varetægt.

»Mennesker har brug for håb«, siger han. Det lyder ikke som et synspunkt men snarere som en slags konstatering.

Ah Doi og hendes mand flygtede fra staten Kachin i Myanmar for 12 år siden, da nogle medlemmer af den primært buddhistiske hær brændte deres marker af og truede med at dræbe dem.

De flygtede først til fods igennem junglen imellem Myanmar og Thailand og derfra videre til Malaysia og senere med fly til Rumænien, hvor de blev anerkendt som UNHCR-flygtninge.

Siden 2014 har de opholdt sig på 9 forskellige asylcentre i Danmark. Sidste år fik de afslag på asyl. Nu venter de på at blive udvist til Myanmar.

Alternativt måske til Rumænien. Da Rumænien var det første land, hvor de satte deres fingeraftryk, da de ankom til Europa, er det ifølge Dublin-forordningen her, deres asylsag bør behandles. Og som så mange andre flygtninge er de blevet kastebolde mellem forskellige lande - uden eget pas og uden rettigheder.

Spørgsmålet om statsløshed viser med al ønskelig tydelighed, at menneskerettigheder ikke handler om at være menneske, men om at være borger i en bestemt stat.

I 1944 skrev den tyske filosof Hannah Arendt, at det er umuligt at løse problemet vedrørende flygtninge og statsløse »ved blot at dynge den ene uretfærdighed oven på den anden, blot for at genskabe en orden, der hverken er i overensstemmelse med vor tids retsbevidsthed eller vor tids vilkår for menneskelig sameksistens«.

Gælder det ikke også på sørgelig vis nu? Prøv lige et øjeblik at overveje, hvordan det er hverken at være ønsket i sit hjemland eller i Europa? For et par måneder siden blev familien indkaldt til et møde på Udlændinge Center Nordsjælland. De var blevet bedt om at deltage i et telefoninterview med Myanmars ambassade i London. Som en del af mit feltarbejde deltog jeg i mødet, hvor der også var en tolk til stede. Tolken talte dog ikke deres dialekt, og bagefter gav Ah Doi og hendes mand udtryk for, at de ikke forstod tolken fuldstændig.

Da interviewet skulle begynde, ringede en politimand op til Myanmars ambassade fra en iPad med medhør på. I førte omgang blev telefonen ikke taget. I stedet spillede telefonsvareren muntre salsatoner. Der gik over fem meget lange minutter, før en sekretær svarede. Herefter fulgte en flere timer meget lang samtale om papirer og dokumenter.

Alt imens sad børnene tålmodigt og tegnede, men mod slutningen af samtalen blev de blev mere og mere urolige. Ambassaden måtte have flere papirer udfyldt, før de kunne fastslå familiens identitet. Blandt andet fremhævede sagsbehandleren gentagne gange, at de måtte have adresser på deres familiemedlemmer i Myanmar. Ah Doi og hendes mand svarede flere gange, at de ikke kendte deres adresser. De havde ikke haft kontakt med dem, siden de flygtede, og de vidste ikke, om de stadig var i live.

Ambassadesekretæren spurgte også, om de var under en form for pres for at vende tilbage, eller om de rejste tilbage af egen fri vilje. De sad som en lus imellem to negle og kunne ikke besvare spørgsmålet, af frygt for hvilket konsekvenser et svar kunne få.

Konklusionen på den to timer lange samtale var, at de måtte indsende en ansøgning om indrejse i Myanmar, men kvinden fra Myanmars ambassade i London mindede dem flere gange om, at det godt kunne være, at de ville få afslag. Politimanden mindede dem igen i en venlig tone om, at de altid kunne rejse til Rumænien. Med andre ord: Danmark vil gerne hjemsende dem, og Myanmar vil ikke modtage dem.

Hvorfor rejser de ikke blot til Rumænien, tænker man måske umiddelbart. Ah Doi fortæller, at de danske myndigheder bliver ved med at understrege, at selv om de er beordret udvist til Myanmar, kan de også vælge at tage til Rumænien. Men de frygter den mulighed. Hun fortæller, at da det er mere end 7 år siden, de første gang rejste ind i Rumænien, er der ingen hjælp at hente fra den rumænske stat.

En anden familie, jeg mødte i løbet af feltarbejdet, blev for nylig udvist til Rumænien. De får nu hjælp af en congolesisk præst, der driver en form for velgørenhedsmission for illegale migranter, og han har skaffet dem et hus uden for Bukarest.

Her bor de sammen med andre afviste asylansøgere og lever fra hånden til munden. Andre familier, som jeg har mødt – eksempelvis afviste familier fra Afghanistan – har valgt at gå under jorden.

Pludselig er de forsvundet fra asylcentret midt om natten. En kurdisk irakisk mand udtrykker det således: »Vi begik en fejl, da vi rejste til Danmark. Vi vidste ikke, at det ville være sådan her. Men skal vores liv ødelægges på grund af en fejl? Det eneste, jeg beder om, er at få slettet vores fingeraftryk, så vi kan rejse videre«. Han frygter ligeledes at stå over for at blive sendt til en lukket lejr med sine tre børn og sendt tilbage til Irak.

Ah Doi og hendes mand har nu i 10 år bevæget sig rundt i det europæiske asylsystem, hvor de er underlagt et kafkask bureaukratis ligegyldighed.

Som antropologen Michael Hertzfeld formulerer det, handler bureaukratier i vid udstrækning om den sociale skabelse af ligegyldighed.

Vestlig bureaukratier er ikke mere ’rationelle’ og mindre symbolske end dem, samfund antropologer traditionelt har studeret, og der er et meget stort element af held og tilfældighed i udfaldet af bureaukratiske beslutninger. Ikke desto mindre afgør et ja eller et nej til asyl skellet mellem dem, der fortjener vores medfølelse og et liv, der er værd at leve – og dem, der er henvist til en form for social død.

De danske myndigheder vurderer, at da Myanmar nu er et demokratisk land, er det sikkert at vende hjem – i hvert fald til nogle dele af landet. Men landet er etnisk opsplittet, og i praksis kan de ikke bare bosætte sig i en anden del af landet.

Konflikten mellemKachin-oprørshæren KIA (Kachin Independence Army) og regeringens militær, Tatmadaw, er langtfra ophørt.

Den igangværende systematiske forfølgelse og forsøg på udslettelse af den muslimske rohingya-befolkning i den sydvestlige delstat Rakhine viser med al ønskelig tydelighed, at situationen i landet er langtfra stabil.

Forholdene i Kachin har mindre mediemæssig bevågenhed. Men faktisk er forholdene for folket i Kachin, der har kæmpet for en højere grad af autonomi siden landets uafhængighed i 1948, blevet værre for netop denne gruppe, siden Aung San Suu Kyi blev demokratisk valgt i 2011.

Det skyldes blandt andet nogle uløste spørgsmål om regionens naturressourcer, og at hæren opererer mere eller mindre uafhængigt af Suu Kyis politiske styre. Konflikten har dræbt hundredvis af mennesker og drevet over 100.000 på flugt. De fleste af dem bor i flygtningelejre langs Kachin-statens grænse mod Kina. Hvis Ah Doi og hendes familie vender hjem, ender de her.

Familiens tre børn har aldrig været i Myanmar. De to af dem er født i Danmark. Den tredje i Rumænien, hvor hun kun opholdt sig i 3 måneder. Den ældste datter, Hotoi, taler fint dansk og er lige startet i 0. klasse.

Forinden har hun gået i tre forskellige danske børnehaver. Pædagogerne i den børnehave, hun gik i, og som lillesøsteren går i, fortæller, at de føler sig magtesløse og uforstående over for, hvorfor familier konstant flyttes rundt, hvilket besværliggør det pædagogiske arbejde med at skabe tryghed og tilknytning. »Det er, som om det handlede om dyr« sagde en pædagog, i frustration over at familien ikke kan bliver i Korsør. »Hvorfor skal vi og de hele tiden starte forfra?«, spørger hun. Ah Doi fortæller om datteren, der nu har gået i skole i nogle måneder, at hun elsker at gå i skole. Hun er ked af, at hun nu skal flyttes og igen være fremmed et nyt sted.

Ah doi forsøger dog at smile og bestræber sig på ikke at komme til at græde i børnenes nærvær, særligt da hun fortæller, at hun for nylig delvis har mistet følelsen i sin ene arm.

Hun har været hos en læge, som har ordineret hjertemedicin. Hun viser mig en lille pakke medicin, som jeg ikke forstår mig på, og jeg tænker, at symbolikken næsten er for tyk. Er det medicin, hun har brug for? Jeg bemærker, at hun mere og mere ligner en skygge af sig selv. Hun ser tyndere ud end sidst, jeg så hende. Uvisheden om, hvornår politiet pludselig gør alvor af deportationen, får hende til at ligge søvnløs nat efter nat.

Når hun går de 4 kilometer fra asylcentret til børnehaven, overvældes hun indimellem af en følelse af, at hun er ved at falde. Men hun minder sig selv om, at hun må være stærk for børnenes skyld. Hvem skal ellers tage sig af dem?

Ifølge fn’s børnekonvention, som Danmark ratificerede i 1989 (i modsætning til i de øvrige nordiske lande er den dog ikke skrevet ind i den almindelige lovgivning), har alle børn i Danmark de samme rettigheder.

Men det gælder ikke for asylbørn. Som mindreårige er deres retsstilling knyttet til forældrenes, og hvis deres forældre får afslag på asyl og enten ikke kan eller vil rejse ud af landet, er børnene fanget i et limbo uden klare rettigheder.

Nu er der udsigt til, at Korsør Asylcenter som et af tre asylcentre skal lukke, og familien venter nu igen på at få besked om, hvor de skal hen.

De frygter den mulighed, at de bliver sendt til en lukket lejr. Her tildeles folk ingen ydelser. Kun mad. Det er ren og skær overlevelse for at presse folk til udrejse.

Med den italienske filosof Giorgio Agambens ord er de reduceret til ’bare life’ – rent biologisk liv – og lever dermed i en form for undtagelsestilstand, der er frakoplet nogen mulighed for selvbestemmelse. For Agamben står ’bare life’ i modsætning til ’qualified life’, hvor mennesker har politisk medbestemmelse og kan tillægge deres eget liv en form for retning og betydning.

Bureaukratier bygger alle steder på identitetstænkning, hvorigennem mennesker kategoriseres efter bestemte parametre uden hensyntagen til deres specifikke omstændigheder eller deres fælles menneskelighed, og det er måske i nogen grad nødvendigt for at kunne administrere en stat.

Men som den nyligt afdøde engelske forfatter John Berger formulerede det, kan man sige, at hvor der i fattige dele af verden er en sammenhæng imellem abstraktion og vold, går kategoriseringer ofte hånd i hånd med ligegyldighed i rigere og mere udviklede dele af verden.

Ah Dois familie synes at være underlagt begge former for identitetstænkning – både den vold, der uddrev dem fra Myanmar, og den ligegyldighed, som Europa udviser over for dem.

 

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.