Hvem sikrer beboerne på de psykiatriske bosteder?

Der er meget fokus på sikkerheden for personalet på bostederne. Men hvad med beboernes sikkerhed? Og hvilke etiske udfordringer stiller sikkerhedsforanstaltningerne personalet over for? spørger UCC-forskere Anne Mia Steno og Birgitta Frello.

Kronik i Politiken 4. april 2017

Der er sikkerhed for personalet, men ikke for beboerne på psykiatriske bosteder.

Som en socialarbejder, der arbejder inden for socialpsykiatrien, formulerer det: »Der er kommet alle de her strakspåbud efter det der drab på Lindegården, og de begrænser os i at komme tættere på de unge. Og det har, synes jeg, virkelig været svært. For man har jo den der in your face, at jeg er enorm vigtig, jeg skal have folk til at følge mig, men hej hej, nu skrider jeg, og så kan der ellers ske dig hvad som helst, mens jeg ikke er her. Hvis man skal foregribe, at der sker mig noget, så er det jo fuldstændig galimatias, at man ikke skal foregribe, at der sker de andre unge noget«. Socialarbejderen peger her på et vigtigt etisk dilemma i forholdet mellem socialarbejdere og brugere.

Det er særlig aktuelt nu, hvor der er kommet nye sikkerhedspåbud i forlængelse af de drab, der har været på socialpsykiatriske bosteder.

Dilemmaet består kort fortalt i, at mens der er omfattende regler for, hvordan socialarbejdernes sikkerhed garanteres, når der er beboere, som er vurderet til at udgøre en sikkerhedsrisiko, er der ikke nogen sikkerhedsforanstaltninger for de andre beboere.

Men det er jo ikke alle beboere, der er farlige. Tværtimod. De socialpsykiatriske bosteder befolkes i høj grad af mennesker, som lider af forskellige former for angstproblematikker, og som i højere grad er indadreagerende end udadreagerende.

Disse beboere bliver stigmatiseret, når de placeres sammen beboere, der udpeges som farlige. Samtidig er det dem, der i hverdagen skal leve sammen med de beboere, der ses som farlige.

I praksis betyder det, at beboerne på de socialpsykiatriske bosteder over én kam bliver udpeget som mindre værdige borgere, fordi der ikke passes på dem på samme måde, som der passes på socialarbejderne.

I forbindelse med et forskningsprojekt om socialpædagogisk arbejde i socialpsykiatrien har vi været på feltarbejde på socialpsykiatriske bosteder. Her har vi set, hvordan skærpet sikkerhed har konsekvenser for arbejdet og for relationerne mellem socialarbejdere og beboere.

Konsekvenserne af de nye sikkerhedsforanstaltninger bliver hyppigt diskuteret i medierne. Men vi mener, at der mangler et perspektiv i debatten.

Det er afgørende også at diskutere de konsekvenser, som sikkerhedsforanstaltningerne har for brugerne af det socialpsykiatriske system, og de etiske dilemmaer, som de sætter socialarbejderne i.

Det er det, det indledende citat peger på.

Der er alle mulige gode grunde til, at der er kommet øget fokus på sikkerheden.

Det skal ikke være utrygt at gå på arbejde. Det har dog en række konsekvenser, som det er vigtigt, at vi kritisk forholder os til og diskuterer, hvad vi gør ved: Der er rum, som før har fungeret som vigtige sociale samlingspunkter, som nu ikke længere kan bruges på samme måde som før, fordi de ikke har nogen flugtveje.

F. eks. kan en altan, hvor socialarbejdere og beboere plejede at stå og ryge sammen, ikke længere bruges af personalet.

Det var et sted, hvor mange gode, spontane snakke opstod og dannede grundlag for det tillidsarbejde, som er så vigtigt for det pædagogiske arbejde med psykisk sårbare mennesker. Det er en central pointe i det socialpædagogiske arbejde, at gode relationer danner grobund for recovery.

Med de skærpede sikkerhedsforanstaltninger er der færre muligheder for at etablere den type relationer.

Selv om de ikke formelt tager tid, har sikkerhedsreglerne konsekvenser for, hvordan socialarbejderne kan organisere deres arbejde. Aktiviteter, som er vigtige for beboerne, kan ikke længere gennemføres, fordi kravet om, at personalet skal færdes to og to, binder personaleressourcer.

I det socialpsykiatriske arbejde med mennesker med psykisk sårbarhed er det vigtigt at kunne gribe øjeblikket, når det byder sig. Det er vigtigt, at man kan møde mennesker, som lider af social angst og isolerer sig, når de har overskuddet til det, og det er ikke altid inden for de skemasatte rammer.

Det er selvfølgelig ikke kun de skærpede sikkerhedsregler, der presser socialarbejdernes mulighed for at være fleksible over for brugernes behov.

De er i forvejen underlagt tidspres, blandt andet på grund af kravene til dokumentation. Men sikkerhedsreglerne kommer oveni. De skærpede sikkerhedsregler indebærer, at man ikke må efterlade personale alene tilbage, og gør det dermed ekstra svært for socialarbejdere at få tid til at gå en tur med en beboer eller tage en spontan nødvendig samtale.

Det indledende citat handler om et bofællesskab, hvor der bor en lille gruppe psykisk sårbare unge, og hvor der kommer socialarbejdere som støtte nogle timer om ugen.

En af beboerne er udpeget som farlig, og derfor må den socialarbejder, som kommer på besøg, ikke færdes alene.

Men hvad sker der, når socialarbejderen går sin vej, og beboerne er overladt til sig selv? De andre unge i bofællesskabet er jo ikke udstyret med sikkerhedsalarmer eller adgang til særlige flugtveje.

Denne forskel mellem personale og beboere er jo i sig selv ikke ny. Men det, at socialarbejderne er blevet udstyret med ekstra sikkerhedsforanstaltninger, mens brugerne ikke er, markerer ikke desto mindre en ulighed. Det sender et signal om, at der er nogle, der er vigtige, og nogle, der ikke er det. Et signal, som ikke ligefrem er frugtbart for det socialpædagogiske arbejde. Hvorfor har brugerne ikke krav på den samme sikkerhed, som medarbejderne har? Det er selvfølgelig et problem for brugerne.

Som socialarbejderen peger på i det indledende citat, er det en indirekte besked til beboerne om, at de ikke er det samme værd som personalet. Og ud over den symbolske markering af manglende ligeværd, er der en meget reel usikkerhed forbundet med at dele hverdag med nogen, man er bange for.

I løbet af vores feltarbejde har flere beboere på socialpsykiatriske bosteder fortalt om, hvor belastende det er at dele bolig med mennesker, som er kraftigt udadreagerende og måske påvirkede af stoffer.

De fortæller, hvordan de af den grund har isoleret sig og været bange for elementære ting som at opholde sig i fælleslokalerne og gå ud i køkkenet og lave en kop kaffe. Det er ikke en situation, som bidrager til, at mennesker kan komme sig over deres psykiske problemer og blive bedre til at indgå i fællesskab med andre.

Er løsningen så bare at fjerne de mennesker, som er udpeget som farlige? Eller risikerer man så bare at lave nye stigmatiseringer? I de senere år har der været meget fokus på afstigmatisering af det psykiatriske område. Budskabet er, at mennesker ikke er deres diagnose. De har en diagnose, og det er muligt at komme sig selv fra tilstande, som tidligere blev anset for at være kroniske, f. eks. skizofreni. Det er vigtigt, at de tiltag, der sættes i gang for at øge sikkerheden, ikke kommer til at bidrage til ny stigmatisering. Det er ikke kun socialarbejderne og de andre beboere, der har et problem. Det er vigtigt også at huske dem, der er udpeget som farlige, som jo også er psykisk udsatte mennesker, og som også har krav på støtte.

Det er klart, at når der har været fem drab på socialpsykiatriske bosteder inden for fire år, er der et problem, som det er nødvendigt at reagere på. Men det er vigtigt, at de løsninger, man iværksætter, ikke skaber nye problemer andre steder.

En del af grundproblemet er som altid ressourcer. Det er her ikke ressourcerne på de enkelte socialpsykiatriske bosteder, der er problemet, men manglen på ressourcer i hele systemet.

Den betyder, at der er lange ventelister for at få plads på bostederne. Det har den konsekvens, at det ikke altid er muligt at visitere på den mest hensigtsmæssige måde.

Derfor sker det, at mennesker, som er meget udadreagerende, anbringes sammen med mennesker med angst og social fobi.

Den sammensætning af bofæller er ikke just den ideelle vej til behandling af angst og social fobi. Samtidig gør manglen på ressourcer systemet ufleksibelt, fordi ændringer i en beboers tilstand ikke nødvendigvis følges op af ændringer i den støtte, som den enkelte får. For eksempel vil en beboer, som bor i et bofællesskab med begrænset støtte, og hvis tilstand forværres, ikke umiddelbart kunne få et andet tilbud. Brugeren kan risikere at blive låst på det tilbud, han eller hun først er visiteret til, fordi der er lange ventelister til andre og mere passende tilbud. Det har konsekvenser, både for brugeren selv og for de mennesker, som brugeren deler bofællesskab med.

Sikkerhedsforanstaltningerne er til for socialarbejdernes skyld, men de udgør samtidig et problem for dem og stiller dem i et svært etisk dilemma. Som det indledende citat peger på, bringes det socialfaglige personale i en situation, hvor det ekstra fokus på deres sikkerhed virkelig sætter spot på den manglende varetagelse af brugernes sikkerhed. Det sætter relationen mellem personale og brugere på prøve.

Et grundlæggende pædagogisk princip er at møde den anden i øjenhøjde.

Det er den ambition, som gør situationen helt ubærlig for socialarbejderen i det indledende citat, fordi uligheden mellem hende og brugeren bliver udstillet. I øvrigt er det ikke kun socialarbejderen, der har en forventning om, at brugere og personale behandles med samme respekt.

Nogle af brugerne reagerer kraftigt på den udstilling af forskelsbehandling, som de udsættes for, og de protesterer mod den stigmatisering og udstilling af den manglende betydning af deres sikkerhed, som sikkerhedsforanstaltningerne indebærer. Sikkerhedsforanstaltningerne skaber et hierarki og en potentiel konflikt mellem socialarbejdere og brugere, som kan vanskeliggøre det pædagogiske arbejde.

Sikkerhedsreglerne karambolerer på mange måder med det menneskesyn, som er forbundet med det socialpædagogiske arbejde. Ved at overholde sikkerhedsforskrifterne er socialarbejderne med til at reproducere uligheden og sende et signal om, at der er nogle, der er mere værd end andre. Det er en situation, som nærmest opfordrer til civil ulydighed, fordi man i nogle situationer ikke kan passe sit job på en måde, som man finder forsvarlig, uden at bryde reglerne.

Nogle socialarbejdere vælger at se stort på nogle af reglerne - for eksempel ved at prioritere den personlige kontakt med en bruger frem for at overholde forbuddet mod at opholde sig sammen med en bruger i et lukket rum uden flugtveje.

Det at se stort på reglerne en gang imellem kan være en her-og-nu-løsning i mødet med brugeren. Ud over det indlysende problematiske i den slags individuelle løsninger kan de også skabe reelle problemer i relationen til brugerne.

Hvis en socialarbejder vælger at se stort på sikkerhedsforskrifter for at lette arbejdet med en bruger, kan brugeren måske ikke altid forstå, hvorfor det samme ikke kan lade sig gøre med andre medarbejdere.

Det kan også skabe loyalitetskonflikter mellem kolleger, at én socialarbejder bryder med sikkerhedsreglerne af hensyn til det socialpædagogiske arbejde.

Det sender et signal til brugerne om, at regler kan brydes, og det lægger dermed indirekte et pres på de andre medarbejdere for at gøre det samme.

På den måde bliver et kollektivt fagligt problem til et individuelt problem: Den enkelte socialarbejder bliver henvist til i hver enkelt situation at vurdere, om sikkerhedsprocedurerne er rimelige, eller om man skal prioritere pædagogiske hensyn.

Og da man ikke kan tale åbent om de brud på reglerne, man eventuelt laver, uden at risikere at miste sit job, bliver den enkelte socialarbejder efterladt med ansvaret for at jonglere med reglerne, så man både kan arbejde med et menneskesyn, man kan stå inde for, passe på sig selv og indgå på forsvarlig vis i det faglige fællesskab med kollegerne.

Sikkerhedsforanstaltninger er nødvendige.

Vi skal ikke have flere drab. Men som det er skruet sammen nu, går det ud over både socialarbejdere og brugere, og det gælder både de brugere, som er udpeget som farlige, og dem, som ikke er. Låste døre og alarmer er et quickfix, men det er ikke nødvendigvis det, der bedst løser problemet.

Måske bør man i højere grad arbejde med andre typer af løsninger. Det kan for eksempel handle om indretningen af bosteder, større fleksibilitet i tildelingen af forskellige tilbud og grundigere visitation.

De forslag, som er kommet fra Psykiatrifonden og andre organisationer, kan være et sted at starte, som er væsentlig mere konstruktivt end det lovforslag, som regeringen nu har trukket tilbage Et arbejde med at forbedre sikkerheden på de socialpsykiatriske bosteder bør ikke bare fokusere på at skærpe reglerne for socialarbejdernes og brugernes bevægelsesfrihed og sætte flere låse og alarmer op.

Det er vigtigt at se på visitationen og måden, området er struktureret på, i sin helhed. Det kræver grundighed og en indsats på mange områder ikke bare dem, der vedrører den fysiske sikkerhed.

En seriøs indsats for at løse sikkerhedsproblemerne må involvere, at man ser på samarbejdet mellem forskellige instanser og på reglerne og procedurerne for tildeling af støtte til sårbare borgere og blandt andet servicelovens forskellige muligheder for tildeling af hjælp.

Skærpede sikkerhedsforanstaltninger signalerer handlekraft i en alvorlig situation, men hvis handlekraften ikke hviler på en grundig forståelse af problemernes årsager, risikerer man at skabe lige så mange problemer, som man løser.

Feltarbejde

På feltarbejde i socialpsykiatrien

Hvordan får unge og pædagoger deres hverdagsliv til at fungere på et bosted? For at finde ud af det laver forskerne Anne Mia Steno og Birgitta Frello feltarbejde på et bosted for unge voksne med svære psykiske lidelser.

Læs mere om forskningsprojektet

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.