Flygtningebørn: Styrk relationen, vær nysgerrig – og tålmodig

Gå hjem møde flygtningebørn
Flygtningebørn er ofte stærke, modige og i bogstavelig forstand nogle overlevere. På et gå-hjem-møde d. 10. oktober på Campus Carlsberg blev 130 pædagoger, PPR-psykologer og andre fagfolk klogere på, hvordan danske dagtilbud bedst muligt hjælper børnene med at falde godt til i Danmark og lære dansk.

Pædagoger i danske dagtilbud er dygtige og har den faglighed, der skal til for hjælpe flygtningebørn til en god start i Danmark. Men der er brug for, at pædagogerne udfolder hele deres faglighed – og også får ny viden bl.a. om børnenes forhistorier, situation og sprogtilegnelse, hvis de skal løfte den vigtige opgave på bedste vis.

Derfor afholdt UCC gå-hjem-møde mandag aften for pædagoger og andre praktikere med ansvar for nytilkomne flygtningebørn. Og at dømme efter fremmødet, hvor cirka 130 trodsede efterårsmørket, var der stor interesse i at møde og lytte til nogle af UCC’s eksperter, der inden for forskellige felter beskæftiger sig med flygtningebørn.

Tre stressformer pædagoger skal kende

Charlotte Bie fra Videreuddannelsen deltager i udviklings- og uddannelsesprojekter i kommuner, dagtilbud og skoler bl.a. om traumatiserede flygtningebørn. Hun sagde bl.a., at ikke alle børnene er traumatiserede, men en stor del oplever ofte langvarig stress som følge af oplevelser før flugten, under flugten, i asylfasen og efter, de evt. har fået asyl. 

”Tre former for stress kan være aktuelle, når vi taler flygtningebørn og deres forældre, nemlig migrationsstress, som bl.a. opstår, når man mister kontrollen over sit liv. Man mister det, man havde før og bliver afhængig af andre. Den anden form er akkulturativ stress, som alle, der kommer til en ny kultur, oplever. Man er på overarbejde, fordi man skal lære nye koder og et nyt sprog. Og den tredje er traumatisk stress fx som følge af familiemedlemmers død eller adskillelse fra dem, livstruende situationer eller tortur. Typisk genoplever folk oplevelserne i søvne eller vågen tilstand eller forsøger at undgå særlige situationer,” sagde Charlotte Bie.

Det er vigtigt, at pædagoger ved, at symptomer på stress kan forveksles med andet, fx ADHD – børn kan udvise hyperaktiv adfærd, dovenskab – børn og unge kan trække sig fra aktiviteter, eller kulturelt betinget adfærd, fx ’sådan gør man bare i de lande’. Hvis dagtilbuddet ikke forstår, hvad adfærden skyldes, kan man komme til at igangsætte forkerte indsatser, understregede hun.

Hvordan vil DU gerne modtages i et nyt land?

Bente Reimann Jensen, der arbejder med logopædi og børns sprog, gav eksempler på, hvad Fatima, der lige var startet i børnehave, mon tænkte på dér på gul stue: ’Jeg vil ikke lytte mere til det nye sprog. Jeg forstår det ikke.’ ’Jeg vil gerne lege derovre. Hvordan spørger jeg, om jeg må?’ Og ’Der var meget anderledes derhjemme’. Derefter bad hun alle deltagere tænke på, hvordan de gerne ville modtages, hvis startede på en arbejdsplads i et land, hvor de ikke talte sproget.

To PPR-psykologer i salen sagde til hinanden: ”Jeg ville ønske, at der var en bestemt person, der tog sig af mig. Som forstod, at det var svært, og gerne ville hjælpe.”

”Relations-arbejde ligger i pædagogers DNA, og det er godt, for meget afhænger af relationen til barnet. Når man ikke har et fælles sprog, skal man huske, at barnet har et sprog, nemlig sit modersmål. Man skal også huske ikke at bruge for mange ord. Man kan godt tænke, at når barnet ikke forstår så mange ord, så må jeg hellere sige en hel masse af dem. Man skal hellere træde et skridt tilbage, være i tæt kontakt med barnet og være så nysgerrig som mulig – og tålmodig!” sagde Bente Reimann, der også fortalte, at kropssprog ikke er universelt. Fx lærer børn i Mellemøsten at kigge ned, hvis en voksen irettesætter dem, og i Danmark er øjenkontakt vigtig.

Hun opfordrede pædagoger til at lære vigtige ord på barnets sprog fx mad, mor, far og lege. Det støtter kommunikationen og sikrer, at familien føler sig set og anerkendt. Brug fx app’en ’sayHi’.

Modersmålet går ikke over – og skal det heller ikke

Maria Neumann Larsen er konsulent i Videreuddannelsen, hvor hun bl.a. arbejder med flersprogede børns sprogtilegnelse. Hun fortalte om en hollandsk undersøgelse, der skulle undersøge pædagogers brug i ’ordkort’ arbejdet med at lære nytilkomne børn det nye sprog.

”Der var én tydelig sammenhæng, nemlig mellem i hvor høj grad barnets navn blev nævnt af en pædagog under aktiviteten, og hvor meget sprog barnet lærte. De børn, som pædagogerne ofte henvendte sig til, lærte mest. Ordkort kan være meget godt, men relationen er vigtigst, sagde Maria Neumann Larsen, der fortalte, at børn er ’superdygtige til at lære sprog – og at sprog er det mest komplicerede system, som hjernen nogensinde kommer til at lære.

”Hvordan lærer børn et nyt sprog? Udvikles sprogene som parallelle spor? Nej. Børn bruger deres viden fra det ene sprog til at lære det andet sprog. En nytilkommen pige med tyrkisk som modersmål sagde fx i en daginstitution: Mit tis kommer nu. På dansk siger vi: Jeg skal tisse nu. Hun brugte danske ord i en tyrkisk syntaks. I forhold til den pige og andre flersprogede børn er der ikke tale om sproglige vanskeligheder, men om at de bygger oven på de sproglige ressourcer, de allerede har,” sagde Maria Neumann Larsen.

’Visse-vasse, det er ikke dansk’

”Det kan være fint med sprogtest, men når vi har med flersprogede børn at gøre, må pædagoger også tage med i vurderingen, hvordan de klarer sig på deres modersmål. Og vi skal huske, at modersmålet ’ikke går over’ og det skal det heller ikke. Et stærkt modersmål er en forudsætning for et stærkt dansk og andre sprog. Pædagoger kan med fordel tale med forældrene om, hvordan det går med barnets sproglige udvikling på hjemmets sprog,” sagde Maria Neuman Larsen og fortsatte:

”Vissevasse, det er ikke dansk, det der, og her taler vi dansk!” Sådan sagde hun – som et eksempel på, hvordan man ikke skal sige, hvis børnene bruger deres modersmål i dagtilbuddet. – Og det eksempel gav høje grin fra salen.

På gå-hjem-mødet hørte deltagerne også om ’gode råd til forældresamarbejdet omkring flygtningebørn’ og om UCC’s nye ’10 gode råd til arbejdet med flygtningebørn i dagtilbud’, der netop er udviklet til brug for pædagoger og andre praktikere.

Og Nanna Jordt Jørgensen og Susanne Bregnbæk fortalte om deres nystartede forskningsprojekt ’Flygtningebørn og deres familiers møde med danske daginstitutioner’, som skal give ny viden til området om, hvordan mødet mellem børn, pædagoger og forældre i dag finder sted – og hvordan man kan styrke mødet til gavn for børnene og familierne.