Drop stigmatiseringsbingo: Ord skaber børn

Børn bliver kaldt ’inklusionsbarn’, ’tosproget’, ’bekymringsbarn’ og en lang række andre ord. Men når lærere og pædagoger sætter ord på børn og unge og deres vanskeligheder, havner hovedpersonerne ofte i nogle alt for snævre kasser.

Debatindlæg af Tekla Canger, forsker og lektor på UCC's læreruddannelse, bragt i Kristeligt Dagblad den 4. december 2017: 

Inklusionsbarn, AKT-barn og diagnosebarn. Det er blot nogle af de betegnelser, vi hæfter på børn og unge i udsatte positioner. Fælles for ordene er, at vi placerer problemet i barnet. Udfordringerne bliver et indre anliggende hos barnet i stedet for en opgave for fællesskabet. Når vi bruger ord som inklusionsbørn, AKT-børn, bekymringsbørn og problembørn, så indikerer ordene, at det handler om noget, der bor i barnet. Når vi gennem vores sprog definerer børn på bestemte måder – fx som bekymringsbørn – er der en risiko for, at vi kun retter opmærksomheden mod den adfærd, der vækker bekymring. Det skaber ulige vilkår for børnene, så det bliver svært for dem at vise, hvordan deres adfærd i andre situationer ikke nødvendigvis vækker bekymring.

Mange af betegnelserne kommer også til at gøre det modsatte af det, der egentlig var hensigten. For eksempel er ordet inklusionsbarn i sig selv ekskluderende. Det gør vold på inklusionsbegrebet og indikerer, at det er barnet og ikke fællesskabet, der gør arbejdet med inklusion svært. Men inklusion handler netop om, hvordan vi skaber miljøer og fællesskaber for en mangfoldighed af børn. Derfor kan man aldrig nogensinde tale om et inklusionsbarn. Alle børn er inklusionsbørn. Diagnosebarn er et af de andre ord, der ikke burde eksistere. Et barn er aldrig en diagnose. Det har en diagnose, som bare er en del af alt det andet, det har i sig – dets færdigheder, humor, arrigskab, fantasi og alle de andre ressourcer. Men når vi taler sådan om et barn, bliver det sin diagnose. Og det er virkelig unfair.

Vi har til alle tider kategoriseret sprogligt, fordi det hjælper os med at få orden på verden. Men det er problematisk og har store konsekvenser for børnene, hvis ikke vi forholder os kritisk til måden, vi bruger sproget på. Pædagoger og lærere er pressede på tid og opgaver, og det er svært at skabe rum for pædagogisk refleksion. I stedet tyer man til de begreber, der er tilgængelige. Og tit bruger vi de forskellige begreber om børn, fordi de mere eller mindre utilsigtet har sneget sig ind i vores sprogbrug.

Ord som skrøbelige, sårbare, særlige, specielle og sensitive bruger vi ofte om en gruppe børn, der ikke har en diagnose, men som typisk bliver særligt påvirket af miljøet omkring sig.

Særligt sensitive er en ny samlekategori, der er kommet frem for børn, der for eksempel er særligt følsomme over for lyd, lys og uro. Min påstand er, at alle børn i et eller andet omfang er særligt sensitive. Og børn reagerer på det miljø, de er i. Groft sagt er skoler og institutioner ikke altid lige børnevenlige, og det betyder i praksis, at særlig sensitivitet kommer til at udgøre et problem for de professionelle. Og i sidste ende bliver det igen et problem, der bor i barnet, i stedet for en måde, hvorpå man kan beskrive en reaktion på et tvivlsomt miljø. .

Men hvad skal lærere og pædagoger så gøre i stedet? Vi skal starte med at huske altid at tale om børn i kontekster. Det kan godt være, at et barn er i en udsat position i skolen lige nu, men hvordan ser det ud i klubben, henne til fodbold og derhjemme? Det skal vi spørge om – og sparre om.

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.