Debat: Systematik skal bruges som middel - ikke som mål

I langt de fleste erhverv er evnen til at arbejde systematisk en integreret del af fagligheden - vel at mærke på det rigtige tidspunkt og i den rette mængde.

Debatindlæg i Jyllandsposten 12. september 2016

Trygfonden har for nylig offentliggjort en undersøgelse, som på basis af et stort empirisk materiale viser, hvor enorm betydningsfuld læringsmiljøet i vuggestuer og børnehaver er for udviklingen af små børns kognitive og sociale udvikling - og dermed for i hvilken grad disse børn indleder folkeskolelivet med ens muligheder.

Som det står til i dag, er der signifikant forskel på erfaringer og kompetencer hos børn fra veluddannede og ufaglærte hjem, og den ulighed forfølger børnene år efter.

Spørgsmålet er, hvad der skal til for at imødekomme udfordringen med den manglende sociale mobilitet, og svarene peger på især to forhold; der skal ansættes flere pædagoger, og daginstitutionerne skal anerkende, at de har et ansvar for børns læring. Imens det første svar er forståeligt for enhver, viser de seneste ugers debat, at det andet er mere åbent for fortolkning - for hvad ligger der i dette ansvar?.


Et systematisk fokus

Især er det faldet et antal debattører for brystet, at ansvaret medfører, at der i vuggestuer og børnehaver systematisk skal arbejdes med opbygning af gode læringsmiljøer og overhovedet, at systematik er den brik, som kan bibringe noget nyt i den pædagogiske praksis og gøre en forskel for de børn, der hænger i periferien.

Dette var også, hvad Andreas Hougaard fra EVA sidste år vurderede i en kortlægning af inklusionsarbejdet i landets dagtilbud.

Reservationerne, hvis ikke modstanden, mod at arbejde med et systematisk fokus, er kommet fra debattører, for hvem man skulle mene, at social mobilitet er en hjertesag.

Således mener blandt andre Bettina Post, at vi skal lade børnene lege, og at tanken om systematisk at styrke læringsmiljøerne er udtryk for en centralistisk trang til at styre, kontrollere og gøre alle ens. Lad mennesker leve deres liv forskelligt og på egne præmisser, sagde hun for nylig i radioprogrammet "Søndagsfrokosten", og så må den sociale mobilitet vente.


På grund af fordomme

Men det er beskæmmende, at systematik som ledetråd for faglighed miskrediteres på grund af fordomme.

I langt de fleste erhverv - også de kunstneriske og kreative - er evnen til at arbejde systematisk en integreret del af fagligheden; en metodik, som tages i anvendelse, vel at mærke på det rigtige tidspunkt og i den rette mængde.

I stedet for at anerkende denne vigtige nuancering er det, som om modstanderne sidestiller systematik med skemaer, papirbunker, bureaukrati, centralisme og noget, der foregår "væk" fra børnene og ikke tæt på eller ligefrem sammen med børnene.

Værre endnu bliver det, når systematikken går hånd i hånd med opbygning af gode læringsmiljøer.

Så, hævder modstanderne, dræbes børnenes kreativitet, børnene får slet ikke får lov til at være børn - og pædagogernes handlefrihed tilsidesættes.


Systematik kan ikke stå alene

Men det er en karikeret fremstilling af både den tanke, der ligger bag forslaget om at arbejde med læringsmiljøer, og af den måde, hvorpå professionelle pædagoger arbejder. Systematikkens modsætning er ikke kreativitet og udfoldelse, men derimod vilkårlighed og tilfældighed. Evnen til at arbejde systematisk og til at vide, hvordan og hvornår man gør det, er en integreret del af pædagoguddannelsen - og netop en del.

Systematik kan selvfølgelig ikke stå alene; den er et middel, ikke et mål, og som metode til at opnå indsigt i det enkelte barn suppleres den selvfølgelig af andre metoder; ikke mindst pædagogens daglige oplevelse med børnene.

Især i forhold til at løse komplekse opgaver som inklusion og social løfteevne viser forskningen netop, hvordan pædagoger ofte uden at være sig det bevidst har fokus på visse børn - men ikke nødvendigvis dem, der har brug for det.

Den systematiske refleksion over hver enkelte barn danner derimod grundlaget for læringsdifferentiering, og det er netop, hvad der er brug for, når barnet skal rykke sig - sprogligt, socialt eller matematisk.


Giver en solid indsigt

Systematik kan hjælpe til at afdække, at man tilfældigvis ofte eller altid tager de samme børn med i køkkenet for at gøre frokostvognen klar eller tilfældigvis ofte sidder med de samme tre-fire børn og læser højt.

Systematik handler om at holde øje med sin praksis på en langt mere grundig facon end den tilfældige og vilkårlige - og i bund og grund om at løfte sig fra fornemmelser til solid indsigt i, om man rent faktisk løfter den pædagogiske opgave over for alle børn.

Det er derfor helt nødvendigt at lægge fordommene fra sig, at se udogmatisk på begreber og metoder, selvom det muligvis kræver arbejde og træning at tilegne sig dem. Skal vi agere og give alle børn de bedste forudsætninger for læring, kræver det pædagoger, som netop arbejder seriøst og systematisk med at skabe stimulerende læringsmiljøer.

Læs debatindlæg på jp.dk

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.