Debat: Ny læreruddannelse klæder alle på til inklusion

Med den nye læreruddannelse bliver alle studerende undervist i, hvordan man inkluderer børn med særlige behov i normalundervisningen. Og universiteterne kan være med at til at specialisere endnu flere ved at udbyde såkaldte specialiseringsmoduler. Det siger dekan for UCC's læreruddannelse Tove Hvid Persson i et indlæg, som blev bragt som læserbrev i Politiken den 22. marts 2014.

Den nye læreruddannelse er blevet kritiseret for, at langt færre lærere bliver specialister på inklusionsområdet, da de ikke længere kan vælge linjefaget specialpædagogik. Men kritikerne overser den væsentlige pointe, at det på den 'gamle' læreruddannelse langtfra var alle studerende, der valgte linjefaget specialpædagogik.

På UCC, som har to læreruddannelser i København, var det max 10 procent af de studerende, der valgte netop dette linjefag. Med den nye læreruddannelse skal alle lærerstuderende undervises i inklusion i faget 'lærernes grundfaglighed', og inklusion skal være et element i alle undervisningsfag. Inklusion er netop ikke længere et emne, som nogle få lærere skal have specialkompetencer i. I og med at flere og flere børn med særlige behov landet over bliver inkluderet i normalundervisningen i folkeskolen, kræver det, at alle lærere er klædt på til inklusionsopgaven og kan medvirke til udviklingen af en mere inkluderende skole.

En anden vigtig pointe er, at den nye læreruddannelse tilbyder tre såkaldte specialiseringsmoduler, som giver i alt 30 ETCS-point. Det er op til den enkelte læreruddannelse, hvad modulerne skal indeholde, og de studerende sammensætter selv deres specialiseringer. UCC har valgt at udbyde specialiseringsmoduler i inklusion. Specialiseringsmodulerne lægger faktisk op til et større samarbejde med universiteterne, da de studerende ikke skal tage modulerne på læreruddannelsen.

Ifølge Susan Tetler fra Aarhus Universitet er det "uforståeligt", at man nedlægger specialpædagogik i en tid, hvor det er så vigtigt at give lærere specialpædagogiske kompetencer. Men Aarhus Universitet og andre universiteter er selv en del af udbuddet og skal derfor være mere end velkomne til at gribe bolden og tilbyde specialiseringsmoduler i inklusion – og gerne i samarbejde med læreruddannelserne.

Vi er kun ét år inde i den nye læreruddannelse, og der er stadig masser af udviklingsmuligheder – dette er noget universiteterne i høj grad kan deltage i.