Dansk kunstnerduo bag kommende værk på Campus Carlsberg

I samarbejde med UCC har Statens Kunstfond peget på den danske lydkunstduo Vinyl- terror & -horror og kunstner Lasse Krog Møller til de første to kunstopgaver på Campus Carlsberg

Integration af kunst er en vigtig del af det nye studie- og arbejdsmiljø på Campus Carlsberg, hvor UCC flytter ind i september 2016. Nu er de første kunstnere fundet. Det bliver kunstner Lasse Krog Møller og kunstnerduoen ”Vinyl -terror & -horror,” som består af Camilla Tygstrup Sørensen og Greta Dahl Christensen, som skal hjælpe med at gøre vision til virkelighed.

Fortid, nutid og fremtid

Kunstprojektet på Campus Carlsberg rummer tre dimensioner – fortid, nutid og fremtid. Lasse Krog Møllers kunstbidrag vil repræsentere ”fortiden” og hans værk vil delvist tage udgangspunkt i eksisterende kunst og kuriosa i UCC og dermed kigge tilbage i en lang uddannelseshistorie og -tradition. Lasse Krog Møllers kunst placeres flere forskellige endnu ikke udvalgte steder i campus- bygningen.

Lasse Krog Møller er optaget af de genstande, der omgiver os og som vi ikke nødvendigvis lægger mærke til. Statens Kunstfond skriver om ham:

”Lasse Krog Møller har i en del år funderet over samlingen, arkivet og museet. Han ophober og systematiserer stille og roligt et hav af forskellige, men altid ydmyge genstande: cigaretskod, små beskeder og huskesedler, handsker, bogmærker, fotos og så videre. Nogle gange vælger han afgrænsede områder og afsøger disse systematisk, indsamler, kortligger og katalogiserer.”

Installationskunst for hele kroppen

Vinyl -terror & -horrors kunstbidrag vil repræsentere nutiden. Kunstduoen skal udsmykke de to broer, der forbinder Campus Carlsbergs to bygninger og hvor mange mennesker vil færdes dagligt. Broerne har delvist matterede glasvægge og den ene bro har dobbelt højt til loftet.

Kunstduoen Vinyl -terror & -horrors arbejde spænder bredt fra koncerter over performances til større installationer. Statens Kunstfond skriver om duoens udtryk:

”Som modtager går man ind i ”Vinyl -terror & -horror”s værker, man omgives af dem, gennem lyd, lys og rumlige konstruktioner. Deres værker er kunstneriske scenografier, hvor der sker, skal ske, kommer til at ske eller er sket en hændelse. Værkerne er udtryk for en performativ praksis, hvor grænserne til teaterscenografi, musik og billedkunst er udvisket.”

I løbet af de kommende måneder og år ønsker UCC at fortsætte sit arbejde med samlet at mobilisere op imod 15 mio. kr. til kunst i det kommende studie- og arbejdsmiljø. UCC vil arbejde på at skabe partnerskaber med fonde, større private virksomheder m.fl.

Om projektet

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.