2.500 forskere indtager Carlsberg Byen til uddannelseskonference

ECER
Den 22.-25. august tager UCC imod 2.500 forskere fra hele verden, der skal diskutere reformer og kravet om konstant forandring i uddannelsessystemet.

Der er folkeskolereform, ulighed i skolesystemet, reform af videregående uddannelser, fake news og en lang række andre emner på programmet, når UCC i næste uge er vært for den største årlige uddannelseskonference i Europa, ECER. Flere end 30 UCC-forskere præsenterer deres forskning på konferencen – blandt andet om social mobilitet, modtagelse af flygtningebørn i daginstitutioner og skoleledelse. 

Temaet for konferencen er reformer ​og forandring i uddannelsessystemer. I Europa er der gennemført omfattende uddannelsesreformer siden 1990’erne. Samtidig er der i vidensamfundet kommet mere politisk fokus på uddannelse, og aktører som OECD og EU spiller en større og større rolle – blandt andet med sammenligninger som PISA-undersøgelser på tværs af lande. Det påvirker hverdagen for lærere, pædagoger, elever og studerende. 

Vigtig debat om reformer og forandringer
Men fører standardisering af uddannelsessystemer i virkeligheden til ensretning? Eller kan nationale og lokale fortolkninger af reformerne udfordre standarderne? Det diskuterer 2.500 forskere fra hele verden på The European Conference on Educational Research (ECER), der altså i år foregår på UCC i Carlsberg Byen. 

”Diskussionen om reformer og forandringer i uddannelsessystemet er afgørende for udviklingen af både folkeskoler, børnehaver, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Derfor er det en stor glæde for UCC, at vi på årets ECER-konference kan byde velkommen til 2.500 dygtige uddannelsesforskere fra hele verden. Samtidig er det en stor begivenhed for både Carlsberg Byen og København, at en så vigtig konference finder sted her,” siger UCC’s rektor, Laust Joen Jakobsen.

Læs mere om ECER-konferencen

Foto: UCC/Asger Hunov

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.